23948sdkhjf

Rejsegilde og ny direktør hos Solrød Biogas

Der har netop været rejsegilde på Solrød Biogas, der benyttede lejligheden til at præsentere sin nye direktør.
Kaj Holm Rasmussen er pr. 1. marts tiltrådt som direktør for Solrød Biogas A/S. Han afløser Jens Fuglsang Bach, teknisk chef i Solrød Kommune, som har varetaget direktøropgaverne siden biogasselskabet blev stiftet for ni måneder siden.

59-årige Kaj Holm Rasmussen er uddannet maskinmester og har mere end 30 års erfaring fra energi- og varmesektoren. Siden 2011 har han været driftschef på Solrød Fjernvarme. Den funktion vil han fortsat varetage sideløbende med den daglige ledelse af Solrød Biogas A/S, hvor han vil samarbejde tæt med Jens Fuglsang Bach og bestyrelsesformand Niels Hörup.

Anlægget halvt færdigt
Ved det netop gennemførte rejsegilde på det 100 mio. kr. store projekt slog selskabets formand, Solrøds borgmester Niels Hörup, fast, at projektet helt følger planerne, og han forventer, at den første varme kan leveres i oktober.

- Anlægget kommer til at levere varme til ca. 1.700 hustande og el til ca. 3.800. Dermed erstatter vi en betydelig mængde fossile brændsler og begrænser udledningen af drivhusgasser. Men vi får flere miljøgevinster, fordi anlægget skal aftage tang og fedtemøg, der ellers forurener Køge Bugt med næringsstoffer. Og den gødning, som vi leverer til landbruget, vil lugte langt mindre end husdyrgødning, der ikke er afgasset, påpeger Niels Hörup.

Investering skaber jobs
Anlægget har Bigadan fra Skanderborg som totalentreprenør. Adm. direktør Karsten Buchhave oplyste ved rejsegildet, at firmaet har bygget 40-50 anlæg i 15 lande og lige nu bygger i Frankrig, Tyskland og Ukraine. Det er aftalt, at Bigadan skal stå for driften af anlægget i Solrød. I første omgang i fem år.

Solrød Biogas A/S forventer at beskæftige cirka 4-5 personer på selve anlægget. Dertil kommer de jobs, der udgøres af leverandørtransporterne til og fra anlægget og de mange jobs, der skabes ved byggeriet af anlægget.

Med rejsegildet er fase 1 af projektet nu overstået. I fase 2 skal der blandt andet installeres udstyr, mens det i fase 3 handler om at sætte anlægget i drift, oplære personale og komme i fuld produktion.

Europæisk forbillede
Europa-Kommissionen bevilgede i 2012 en støtte på ca. 3,6 mio. kr. via et program til at fremme lokale investeringer i vedvarende energi. Kommissionen har fulgt projektet tæt og kalder det et fremragende eksempel på, hvordan private og offentlige kræfter sammen kan fremme en bæredygtig løsning.

Der er udarbejdet en publikation, der anvendes af Europa-Kommissionen til at inspirere andre aktører rundt om i Europa, hvor der arbejdes med projekter inden for vedvarende energi. Borgmester Niels Hörup forventer derfor, at Solrød Biogas A/S kan blive et europæisk forbillede og fremhæver kommissionens udtrykte entusiasme for at besøge anlægget.

- Det, vi gør her, er så unikt, at jeg håber, at Europa-Kommissionens energikommissær, Miguel Arias Cañete vil være blandt gæsterne, når vi i oktober indvier anlægget, siger Niels Hörup.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078