23948sdkhjf

Anholtkabel sender igen strøm fra havmøller til elnettet

- Fire uger og to dage. Så lang tid gik der fra der opstod en fejl i det kabel, der forbinder Anholt Havmøllepark med elnettet, til kablet var repareret, og strømmen igen kunne flyde.
- Det er et kæmpe arbejde at finde fejlen og udskifte den ødelagte del af kablet, og det kan let tage et par måneder. Det har kun taget lidt over fire uger, og det skyldes ikke kun, at vi har været heldige med vejret, det skyldes især, at vores underleverandører NKT og JD Contractors har arbejdet hårdt på at få kablet tilbage i drift hurtigst muligt, siger Per Hylle, afdelingsleder i Energinet.dk’s afdeling for Vedligehold Jylland.

Stadig arbejde på havet
I løbet af weekenden blev den sidste del af reparationen gjort færdig, og mandag kl. 12.07 blev der sat spænding på kablet. Siden har havmøllerne langsomt kunne kobles på elnettet igen. Havmøllerne kan levere op til 400 MW, eller hvad der svarer til 400.000 elkunders strømforbrug.

- Selv om møllerne igen kan producere til elnettet, er der stadig arbejde at gøre på havet. Bl.a. ligger en del af kablet på stenet havbund, og der er brug for at spule det yderligere ned i havbunden for at beskytte det mest muligt, fortæller Per Hylle.

Brug for godt vejr
Reparationen er foregået i flere dele. Først skulle fejlen og det præcise sted i kablet opspores, og derefter skulle den ødelagte del skæres af. Siden er først den ene ende af et reservekabel og derefter den anden ende sat sammen med det oprindelige kabel. Det arbejde kræver hver for sig flere sammenhængende dage med roligt vejr, ellers er bølgerne for høje, og reparationsarbejdet må starte forfra.

Den ødelagte del af kablet er sendt til et laboratorium for at få undersøgt, hvad fik fejlen til at opstå. Der kan være flere muligheder: F.eks. at et skibsanker har beskadiget kablet, at der er sket en fejl i kablet, da det i sin tid blev rullet ud over havbunden, eller at kablet er født med en fejl.

Energinet.dk forventer, at der kan gå flere måneder, inden der er svar.

Pris for ødelagt kabel
Først når laboratoriet er færdigt med sit arbejde, kan Energinet.dk svare på, hvad reparationen kommer til at koste.

Dong Energy, der ejer havmøllerne, skal kompenseres for den periode, kablet har været ude af drift, og det ikke har været muligt at sælge vindstrømmen. Det er endnu ikke muligt at sige, hvor stort kompensationsbeløbet bliver.

Anholtkablet kan også forsyne borgere og virksomheder på Anholt med strøm. Der vil dog gå nogle dage, inden kablet igen bliver brugt som øens strømforsyning. Indtil da får Anholt forsat strøm fra øens dieselgeneratorer.
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.151