23948sdkhjf

VandCenter Syd indgår samarbejde med vandselskab i Singapore

Fynske erfaringer med at få spildevand omdannet til energi vil fremover kunne komme borgerne i Singapore til gode.
Public Utilities Board (PUB) er den instans, der står for vand og spildevand i Singapore – og dermed servicerer en befolkning på størrelse med Danmarks. Af aftalen med VandCenter Syd fremgår det, at samarbejdet kan være inden for områder som spildevandsteknologi, klimatilpasning, energibesparelse, organisationsudvikling og forskellige systemer inden for vandteknologi.

- Aftalen er en milepæl i VandCenter Syds arbejde for at erhverve internationale samarbejdsrelationer. Samarbejdet med PUB giver os mulighed for at blive endnu bedre teknologisk og for at få international inspiration fra et af de absolut mest innovative vandselskaber i verden, siger direktør i VandCenter Syd, Anders Bækgaard.

Han var med, da vicedirektør Gerda Hald underskrev aftalen under en officiel ceremoni, der fandt sted i Singapore i forbindelse med SIWW Technology and Innovation Summit 2015. For PUB overværede direktør, Ng Joo Hee, seancen, og vicedirektør Tan Yok Gin skrev under.

Når VandCenter Syd er en interessant samarbejdspartner skyldes det blandt andet, at der på renseanlægget ved Ejby Mølle i Odense produceres energi af spildevandet, så anlægget i dag producerer mere energi, end det forbruger. VandCenter Syd er også langt fremme internationalt, når det handler om at minimere spild af rent vand fra forsyningsledninger.

- VandCenter Syd prioriterer det internationale samarbejde, fordi det giver os adgang til viden på et meget højt niveau. Målet er hele tiden at udvikle vores processer og teknologi, så vi håndterer vand på en måde, der er til gavn for både forbrugerne og miljøet. Aftalen i dag vil helt sikkert bidrage positivt til det mål, siger Anders Bækgaard.

Aftalen har været undervejs i mere end et år. Den er blevet mulig, fordi det danske miljøministerium og det tilsvarende ministerium for miljø og vandressourcer i Singapore sidste år indgik en paraplyaftale, der skulle fremme samarbejdet mellem landene.

I begyndelsen af juli besøger en mindre delegation fra VandCenter Syd PUB´s anlæg til rensning af spildevand og genindvinding af vand i Changi og Kranji. Her skal parterne blandt andet udveksle erfaringer omkring automatisering, udvikling af de såkaldte SCADA-systemer og brugen af online-analyser i renseprocessen.

Aftalen med PUB er et såkaldt ”Memorandum of Understanding” – en fælles forståelse, som vil være rammen om for eksempel workshops, projekter og fælles deltagelse på konferencer. Aftalen løber foreløbig i to år.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.221