Nyt Scadasystem styrer Danmarks elnet
Energinet.dk har netop sat et nyt scada-system i drift. Det styrer og kontrollerer det danske højspændingsnet og sikrer strøm i kontakterne.
- Selvfølgelig har der været ting, der skulle rettes, og ting man ikke kan forudsige, før man går i drift, men det har ikke været noget, der overhovedet har gjort, at vi har overvejet at gå tilbage til det gamle Scadasystem, indtil vi fik tingene løst. Det har kørt som det skulle, og det har været en stor succes, siger Jens Møller Birkebæk, leder af Energinet.dk’s afdeling Styresystemer, og en af de mange kolleger, der har været med til at styre det store it-projekt i land .
Både Energinet.dk’s hidtidige og nye Scadasystem er leveret af firmaet Alstom, men der er ikke blot tale om en ny, opgraderet version. Der er tale om en helt ny løsning, der er klar til de nye krav, fremtiden byder på.
- Elsystemet får meget mere vedvarende energi, som det ene øjeblik kommer fra norske vandkraftværker, det næste øjeblik fra danske vindmøller eller kraftværker eller sydeuropæiske solceller. Det bliver i stigende grad nødvendigt, at elnettene spiller sammen på tværs af grænser, og at langt flere ting bliver automatiseret. Der vil komme flere europæiske retningslinjer og mere ensartning. Det skal det nye system være klar til, ligesom det er endnu bedre beskyttet mod hackerangreb, skriver Energinet.dk på sin hjemmeside.
Også andre europæiske transmissionsselskaber arbejder på at indføre nye Scadasystemer.