23948sdkhjf

Energi Fyn køber nye elkunder og 13 nye ansatte

Faaborg-Midtfyn kommune sælger FFV El A/S og FFV Energi A/S til Energi Fyn for et trecifret millionbeløb.
Kommunalbestyrelsen i Faaborg-Midtfyn kommune har i går godkendt salget af FFV El A/S og FFV Energi A/S til Energi Fyn.

Aftalen indbringer Faaborg-Midtfyn Kommune 310 mio. kr.

- Elbranchen er i disse år præget af mange nye tiltag og udfordringer, bl.a. en ny engrosmodel og strammere regulering, og det giver øget konkurrence på området. Det har været en naturlig anledning for os til at revurdere vores ejerskab af de to elselskaber, siger borgmester Christian Thygesen om handlen.

Grundigt forarbejde fra FFV
Kommunalbestyrelsen besluttede i efteråret at undersøge fordele og ulemper ved et eventuelt salg, og det er dette beslutningsgrundlag, der er baggrund for godkendelsen af salget af de to selskaber.

- Vi har gennemført et udbud i forhold til salget af de to selskaber, og FFV har sammen med gode juridiske og økonomiske rådgivere lavet et fantastisk forarbejde, som har været med til at sikre os en rigtig god aftale med Energi Fyn, siger borgmester Christian Thygesen.

Det er en del af aftalen med Energi Fyn, at de berørte 13 medarbejdere bliver virksomhedsoverdraget og dermed fremover vil have Energi Fyn som arbejdsgiver.

- I FFV er vi meget tilfredse med handlen, og vi glæder os over, at medarbejderne nu bliver en del af en større og fremtidssikret fynsk energikoncern, siger bestyrelsesformand Carsten Normann fra FFV.

Energi Fyn er en naturlig køber
Energi Fyn har tidligere overtaget de kommunale elselskaber i Odense og Nyborg - det må derfor siges at være en naturlig køber, da Energi Fyn i forvejen leverer strøm til mere end 2/3 af Fyn.

- Vi er meget tilfredse med, at vi har vundet udbuddet på de to selskaber, og vi ser meget frem til den videre proces, fortæller bestyrelsesformand i Energi Fyn, Søren Thorsager og understreger, at købet af FFV El og FFV Energi er i tråd med koncernens strategi på området og i øvrigt i tråd med den konsolideringsproces, der sker rundt om i Danmark inden for branchen.

FFV og Energi Fyn har gennem mange år haft et tæt samarbejde på en lang række områder, blandt andet ejer og driver Energi Fyn 60 kV nettet i FFV's forsyningsområde, ligesom Energi
Fyn også håndterer gadelyset i Faaborg-Midtfyn Kommune samt leverer energibesparelser til FFV i henhold til de lovkrav, selskabet er omfattet af. Store dele af Faaborg-Midtfyn Kommunes borgere er allerede andelshavere i Energi Fyn, idet de to forsyningsområder omslutter hinanden.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.113