23948sdkhjf

2G bioethanol: Dansk afgørelse til marts

Senest i marts vil regeringen beslutte om den vil indstille til Folketinget, at Danmark skal blande mere 2G Bioethanol i benzin. Det bliver altafgørende for vestjysk bioraffinaderis byggeplaner.
Svaret på, om Holstebro bliver hjemsted for en stor bioethanol-fabrik, er rykket nærmere: Inden udgangen af marts vil regeringen beslutte, om den vil indstille til Folketinget, at Danmark skal stille skærpede krav til, hvor meget 2. generations bioethanol, der skal blandes i benzin. Det blev aftalt på et møde onsdag formiddag mellem konsortiet Maabjerg Energy Center, og ledelsen fra Energiministeriet og Energistyrelsen.

En dansk beslutning om et 2G-iblandingskrav vil få altafgørende betydning for konsortiets byggeplaner i Holstebro, fortæller bestyrelsesformand Jørgen Udby.

- Der vil ikke være noget marked for at afsætte de små 80 millioner liter 2G bioethanol, som vi kan producere, hvis der ikke indføres et dansk iblandingskrav. Men mødet med embedsmændene gik rigtig godt, og jeg er meget fortrøstningsfuld, siger Jørgen Udby.

Maabjerg Energy Center fik allerede i sommeren 2014 et forhåndstilsagn om EU-støtte på 293 millioner kroner. Men betingelsen for at få den fulde støtte er, at Danmark ved udgangen af marts 2016 svarer på, om projektet bliver en realitet. Derfor haster det med at indføre de politiske rammevilkår for projektet.

- Konsortiet er for længe siden blevet færdig med den tekniske planlægning, og forretningsplanen er også klar til, at vi kan gå i gang. Men de politiske rammevilkår blev forsinket af udskrivelsen af valg til Folketinget og det efterfølgende regeringsskifte i 2015. Det har givet ekstra arbejde, men embedsmændene og politikerne kender vores projekt rigtig godt, så vi skal nok nå det hele inden april, siger Jørgen Udby.

EU Ministerrådet og Europa-Parlamentet har i 2015 vedtaget et direktivforslag om et direkte 2G iblandingskrav på 0,5 %, med mulighed for, at man nationalt fastsætter en højere procentsats for iblandingen. Det har Italien og Finland allerede benyttet sig af, og Maabjerg Energy Center håber, at Danmark vil hæve iblandingskravet til 2,5 procent.

- Det blev oplyst på mødet i dag, at regeringen vil nedsætte en tværministeriel arbejdsgruppe, som sammen med Maabjerg Energy Center skal regne på de samfundsøkonomiske konsekvenser af at indføre et dansk iblandingskrav for 2G bioethanol. Det er en klog beslutning at lade de ministerier, der er berørt af projektet arbejde sammen, og vi glæder os meget til at bidrage til gruppens arbejde med den meget omfattende viden, som projektet er i besiddelse af efter over fire års arbejde, siger Jørgen Udby.

Maabjerg Energy Centers forretningsplan har allerede været en tur gennem Danmarks Statistisk samfundsøkonomiske regnemaskine, den såkaldte ADAM-model, som Finansministeriet også bruger. Konklusionen er blandt andet, at projektet kan skabe 1250 job i den to-årige anlægsfase og 1000 varige job.

Ifølge beregninger fra brancheorganisationen Energi- og Olieforum vil et dansk iblandingskrav betyde, at benzinprisen stiger mellem 0 og 3 øre pr. liter.
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.102