23948sdkhjf

Byggeriet af E.Ons biogasanlæg kører efter planen

I går var der rejsegilde i Bevtoft ved Vojens. I dag arbejder de 100 håndværkere videre på at få anlægget færdigt til tiden. Også i Nordjylland kører biogasbyggeriet som planlagt.
- Må micro-organismerne være med jer, sådan lød det fra én af talerne til rejsegildet på Sønderjysk Biogas tirsdag i denne uge.

Det var energiselskabet E.On og Sønderjysk Biogas, der havde inviteret partnere og entreprenører til rejsegilde på det der engang bliver et af verdens største biogasanlæg - beliggende i Bevtoft ved Vojens.

Travlhed på byggepladsen
Sønderjysk Biogas er et partnerskab mellem E.On og en leverandørforening bestående af 82 landmænd i selskabet SBI (Sønderjysk Biogas Invest). Samme landmænd leverer gylle og biomasse til anlægget, der kan håndtere op til 600.000 tons biomasse årligt

Produktionen fra anlægget svarer til gasforbruget i 570 gasbusser eller energiforbruget i 15.000 hjem - og vil resultere i en årlig CO2 reduktion på 51.000 tons CO2.

Det er virksomhederne Farmatic Anlagenbau GmbH, Purac Puregas AB, Jacobsen og Blinkilde A/S, der står bag byggeriet af biogasanlægget.

I øjeblikket er der ekstra travlt på byggepladsen, hvor ca. 100 håndværkere arbejder på at få byggeriet færdigt til tiden.

- Både tidsplan og budget følges, så der er stor tilfredshed med hele forløbet, og vi kan næsten ikke vente med at se anlægget i drift og få biogassen ud på gasnettet, lød det fra bestyrelsesformand for Sønderjysk Biogas og direktør for E.On Danmark, Tore Harritshøj, der også holdt tale ved rejsegildet.

At tidsplanen følges betyder, at der startes indtag af råvarer i april måned, og at anlægget sættes i drift i forsommeren. Hvornår den første gas rammer naturgasnettet, er endnu uvist, men E.On forventer, at den officielle indvielse af Sønderjysk Biogas vil finde sted til september.

Der er investeret 250 mio. kroner i anlægget i Bevtoft.

Grøn Gas i Nordjylland
E. On er også i gang med at bygge biogasanlægget GrønGas Vrå i Nordjylland. Her holdt man rejsegilde i oktober og også her følger man tidsplanen.

- Vi er i fuld gang. Vi regner med at gå i drift inden sommerferien, fortæller kommunikationschef hos E.On Susanne Tolstrup.

Anlægget i Nordjylland er en anelse mindre en det i Bevtoft. Her skal 300.000 tons biomasse omdannes til godt 9 millioner kubikmeter biometan om året, svarende til det årlige forbrug i 250 gasbusser.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.088