Der hældes gylle på i Bevtoft
Sønderjysk Biogas og E.On kunne i går hælde det første læs gylle i Bevtofts nybyggede biogasanlæg.
Sønderjysk Biogas modtog nemlig det første læs gylle, hvilket markerer driftsopstarten af hvad der bliver et af Danmarks største biogasanlæg.
- Gyllen og den aktive bakterieflora er hovedingrediensen i den bakteriologiske proces, der producerer biogas, og over de næste to uger forsætter vi med at fylde ca. 10.000 tons gylle på, oplyser analytiker Peter Bjerregaard fra E.On.
Bag biogasanlægget står energiselskabet E.ON Danmark A/S og leverandørforeningen Sønderjysk Biogas Invest A/S (SBI), som forsyner anlægget med gylle fra lokale landmænd.
Samarbejdet mellem energikoncernen og landmændene er et 50-50% joint-venture, som sammen har investeret 250 mio. kr. i det nye biogasanlæg.
- Vi har taget et stort skridt hen imod et grønnere Danmark med dette første læs gylle. Biogas er ikke kun en løsning på vores klima- og energiudfordringer, men kan også løse landbrugets kvælstofproblem, siger Tore Harritshøj, adm. direktør i E.On Danmark og understreger, at det nye biogasanlæg både vil kobles op på naturgasnettet og reducere Danmarks CO2–udslip med ca. 51.000 tons årligt.
Anlægget vil producere grøn energi svarende til energiforbruget i 15.000 boliger eller 570 bybusser.
Anlægget forventes at stå færdigt den 1. august i år.