23948sdkhjf

Avis: Dong-aktier revet væk på rekordtid

Der er stor lyst til at købe aktier i Dong. Ifølge Berlingske er noteringen allerede fuldtegnet.
Blot dagen efter de første aktier i Dong kunne tegnes, er noteringen fuldtegnet, oplyser kilder til Berlingske.

Ifølge avisen er der i løbet af eftermiddagen forudbestilt flere aktier i den danske energikoncern, end der vil være til rådighed, når virksomheden efter planen bliver børsnoteret 9. juni.

- Der har været meget stor interesse, og aktierne er overtegnet nu, siger en kilde til Berlingske.

Ifølge avisen kan det indikere, at staten, Goldman Sachs og de øvrige aktionærer kan sælge deres aktier til den højeste pris i intervallet.

TV2 skriver desuden, at bankerne bag børsnoteringen, JPMorgan, Morgan Stanley og Nordea, allerede fredag formiddag på mail meddelte interesserede investorer, at noteringen var udsolgt.

Indtil videre er det kun professionelle investorer, der har budt, og Dongs møder med investorer er endnu ikke påbegyndt.

Det er normalt, at børsnoteringer bliver overtegnet, og at der er større interesse, end der er aktier.

Ved sidste års børsnotering af Novo Nordisks IT-selskab NNIT blev aktierne, ifølge avisen, overtegnet syv gange.

Ved tidligere noteringer har tallet været mindre. Børsnoteringer skal helst overtegnes flere gange, fordi det kan medvirke til, at aktien holder kursen også efter 9. juni.

Børsnoteringen af den danske energivirksomhed har genoplivet debatten om salget af en del af statens aktier til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs.

Ved den kommende børsnotering af Dong sætter Goldman Sachs 18,6 millioner aktier til salg, og det kommer til at indbringe investeringsbanken mellem 3,7 og 4,8 mia. kr., viser Ritzaus beregninger ud fra børsprospektet.

Den samlede værdi af Goldman Sachs' del af Dong - salget og den resterende aktiepost - lander efter børsnoteringen på mellem 15 og 19 mia. kr.

Goldman Sachs ejerandel går fra 17,9 procent før børsnoteringen til 13,4 procent umiddelbart efter.

I 2014 gav Goldman Sachs 8 mia. kr. for sin del af energikæmpen, og dermed er der udsigt til en gevinst på mellem 7 og 11 mia. kr. efter børsnoteringen.

Samlet viser planen for Dongs vej på børsen, at Dong Energy er værdisat til mellem 83,5 og 106,5 mia. kr. Samlet sættes 17,4 procent af aktierne i Dong til salg til en kurs mellem 200 og 255 kr.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109