23948sdkhjf

Prisen på havvind skal endnu længere ned

Den danske vindmøllebranche kæmper stadig en hård kamp for at få omkostningerne ned – Bladt Industries tager gerne sin del af ansvaret.
Hver en krone tæller, når politikerne skal overbevises om, at en havmøllepark skal bygges. Den virkelighed har Jan Kjærsgaard levet i gennem en årrække. Først som topchef hos Siemens Wind Power og nu i spidsen for Bladt Industries.

De seneste mange år har været en konstant kamp for at nedbringe den såkaldte cost of energy, så vindmøller på havet kan tage konkurrencen op med andre energiformer – og det er en kamp, som Jan Kjærsgaard gerne kæmper.

- Der er pres på hele kæden, og jeg synes, vi som branche lykkes godt med at få prisen ned. Vi kan starte på toppen; der har vindmølleproducenterne gjort meget for at komme med større møller, og der kommer større rotorer på.

- Kigger man ned til tårnproducenterne, har de gjort meget for at rationalisere, kabel-delen bliver der også optimeret på, og hele logistiksiden er der gjort meget for i havnene. Men der er meget at hente endnu, og der tager vi vores del af ansvaret, for vi er som branche ikke der, hvor vi skal være endnu, siger Bladt-chefen.

Standardisering er vejen frem
Bladt Industries har leveret transformerstationer og fundamenter til en lang række projekter over hele Nordeuropa og har således masser af erfaring med produktionen af de store stålkonstruktioner. Det er netop den erfaring, virksomheden vil bruge for at presse omkostningerne endnu længere ned.

- På havvind er vores fokusområde at gøre os mere proaktive inden for standardisering - specielt inden for transition pieces. Vi har inden for TP’ere lavet mere end halvdelen af dem, der står ude i havene, og der bruger vi vores erfaring til at få dem standardiseret, forklarer Jan Kjærsgaard.

- Når vi taler jacket fundamenter, så er det en forholdsvis ung industri. Vi er i gang med vores tredje projekt, og totalt set har vi lavet og har ordre på over 100 af den type fundamenter. Der er en rimelig grad af standardisering på monopæle og TP-fundamenter, men på jackets er der ikke - så der er rigtig meget at hente endnu.

Jacket-fundamenterne producerer Bladt Industries på Lindø, og her er der lagt op til investeringer for at presse produktionsomkostningerne nedad.

- Vi bruger mange ressourcer på at forbedre os selv inden for jackets. Vi har lige haft 140 branchefolk på Lindø for at diskutere, hvordan man kan gøre det billigere. Vi er også i gang med at købe de første robotanlæg til automatisering af svejsning, og vi kigger hele tiden på om vi kan justere på designet. Det er en måde at fastholde vores konkurrenceevne i Danmark og få cost of energy ned, siger Jan Kjærsgaard.

- Havvind er konkurrencedygtig
Han er ikke i tvivl om at missionen vil lykkes, og på spørgsmålet om, hvornår havvind er konkurrencedygtig med andre energiformer, svarer han:

- Det er det nu! Specielt hvis man på atomkraftværker skal indregne nedtagning af det og på kulkraftværker indregner forurening og så videre. Hvis man i dag står foran at skulle bygge et nyt energianlæg, så er landvind det billigste, men havvind er stort set konkurrencedygtigt set i forhold til andre nybyggede energiformer når alle omkostninger modregnes.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.41