Regeringen vil afvise vinderbud på kystnære havmøller
Det er fortsat regeringens politik at afvise buddet fra Vattenfall og ikke opføre 350 MW kystnære vindmøller.
Det svenskejede selskab ville ellers kunne opføre de 350 MW ved Vesterhav Syd og Vesterhav Nord til 47,5 øre/kWh.
Men selv om der er fundet en vinder, afviser regeringen buddet.
- Det er fortsat regeringens politik at afvise buddet og dermed ikke opføre de 350 MW kystnære havvindmøller.
- Den endelige beslutning om udbuddet af kystnære havvindmøller vil blive afklaret i forhandlingerne om 2025-planen, skriver Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet i en orientering til partierne bag energiforliget, som Ritzau har set.
Forliget fra 2012 omfatter alle Folketingets partier undtagen Liberal Alliance og Alternativet. Der er flertal på Christiansborg for at opføre vindmøllerne, men regeringen afviser det for at mindske regningen fra PSO-afgiften, som ventes at blive skrottet.
/ritzau/