70.600 danskere ville på havmølle-safari
Hele 70.600 danskere var med i puljen, da Dong Energy i går trak lod om billetterne.
- Det er meget glædeligt, at så mange har ønsket at komme med os ud og se havmøllerne på tæt hold og samtidig få et indblik i den omstilling til grøn energi, som er i fuld gang både i Dong Energy, i Danmark og ude i verden, siger Filip Engel, chef for branding og bæredygtighed hos Dong Energy.
2.900 ekstra billetter
I lyset af den overvældende interesse besluttede Dong Energy at udvide med yderligere 18 afgange og 2.900 billetter, så der i går blev trukket lod om i alt 7.400 billetter på 44 afgange. De heldige vindere får besked pr. e-mail i dag eller i morgen.
Hvis man havde tilmeldt sig lodtrækningen, men ikke fik billet, kan man i stedet få en 3D-oplevelse af de imponerende havmøller ved at skrive til Dong Energy og bestille en gratis virtual reality-brille i karton. Via VR-brillen kan man følge Dong Energy’s fotograf ud på havet og helt op i toppen af en havmølle.
Havmøllesafarierne udgår med lejede færger fra henholdsvis Grenaa Havn til Anholt Havmøllepark, Københavns Havn til Middelgrunden Havmøllepark og Gedser Havn til Nysted Havmøllepark i weekenderne 17.-18. september og 24.-25. september.
-mbbp