Regeringen vil effektivisere forsyning for seks milliarder
- Forbrugerne bruger for mange penge på el og varme
En effektivisering af sektoren er derfor et af nøglepunkterne i regeringens plan for dansk økonomi frem til 2025, og klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt (V) vil i dag løfte sløret for, hvordan regeringen vil sikre billigere regninger til forbrugerne.
Samlet set vil regeringen have forsyningsselskaberne til at effektivisere for 5,9 milliarder kroner i 2025.
- Vi bruger i gennemsnit 37.000 kroner årligt på forsyning som vand, varme og el, hvilket er omtrent det samme, som vi bruger på mad og fødevarer. Det er mange penge på et husholdningsbudget, mener Lars Christian Lilleholt.
En almindelig familie vil ifølge regeringens beregninger få 2.800 kroner mere mellem hænderne hvert år, hvis strategien gennemføres.
Det vil også være af stor betydning for dansk økonomi, som den fremstilles i regeringens 2025-plan. Forsyningsstrategien ventes at bidrage med 5,5 milliarder kroner til væksten i 2025.
Mere konkurrence
Det vil sige, at mere end en femtedel af den vækst, regeringens initiativer skal skabe i 2025, forventes at komme fra effektivisering af forsyningssektoren.
Forsyningsstrategien har været heftigt omdebatteret, allerede inden den overhovedet er offentliggjort. Det skyldes ikke mindst en rapport fra konsulenthuset McKinsey, der har undersøgt effektiviseringspotentialet for regeringen.
Fra flere sider har der lydt advarsler om, at det vil betyde højere priser for forbrugerne, hvis der åbnes for, at virksomheder kan tjene penge på områder, der i dag skal hvile i sig selv.
- Regeringen vil effektivisere - ikke privatisere forsyningssektorerne. Vi blander os ikke i, hvem der ejer og driver forsyningsvirksomhederne, understreger Lilleholt.
- Som forbrugernes minister er jeg optaget af, at forsyningsydelserne leveres så effektivt, billigt, miljøvenligt og sikkert som muligt. Det skal gøres ved at skabe mere konkurrence, der hvor det giver mening.
Ministeren nævner forbrændingssektoren, som et sted, hvor der kan skabes mere konkurrence. Naturlige monopoler som for eksempel varmesektoren vil blive underlagt økonomisk regulering, der lægger et loft over priserne.
/ritzau/