23948sdkhjf

Rigsrevisionen skal granske Dong-salg

Salget af energiselskabet Dong bliver genstand for endnu en undersøgelse. Finansministeriets rolle inddrages.
Statsrevisorerne har bedt Rigsrevisionen undersøge Dong, oplyser de på deres hjemmeside.

Statsrevisorerne, der er politisk valgte vagthunde, vil blandt andet have undersøgt ledelsens og Finansministeriets rolle, udbyttebetalinger og udviklingen i selskabets værdi siden børsnoteringen.

Baggrunden er, at Folketingets Finansudvalg i januar 2014 godkendte en aftale om kapitalindskud i det dengang statsejede Dong Energy på cirka 13 milliarder kroner.

Indskuddet kom fra nye investorer som ATP, PFA og Goldman Sachs, der dermed fik en ejerandel i energikæmpen.

Siden har der været vedvarende kritik af, at staten solgte for billigt ud af selskabet. Det har affødt byger af spørgsmål. Blandt andet har der været stillet mere end 200 folketingsspørgsmål om sagen.

Tvivler stærkt

Statsrevisorerne beder derfor Rigsrevisionen om at fokusere på at afdække de forhold, der kan bibringe nyt i sagen.

- Man forsøger fra flere forskellige sider at drage det (salget af Dong, red.) i tvivl. Så vil vi godt bruge en mindre sum penge på at finde ud af, om der er baggrund for det, siger Peder Larsen (SF), der er formand for Statsrevisorerne.

Han lægger ikke skjul på, at han selv tvivler stærkt på, at der vil komme noget nyt frem under undersøgelsen.

- Det har jeg ikke tiltro til, men det er der mindst en af mine kolleger, der har, siger Peder Larsen.

Dansk Folkeparti har været varme fortalere for en undersøgelse af Dong. Partiets udpegede statsrevisor, Henrik Thorup, bakker op om beslutningen, selv om undersøgelsen ikke kommer til at omfatte fortrolige oplysninger.

- Jeg har ikke sagt, at jeg er tilfreds. Men jeg bakker selvfølgelig op om beslutningen, siger Henrik Thorup til TV2.

- Man ved ikke, om der kommer andre ting frem. Det er forløbet, man går ind og kigger på i første omgang.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079