Helbredsstudie om vindmøller på trapperne
Mange kommuner har trodset opfordringer om at fortsætte udbygningsplaner for vind og har afventet en stor undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse af vindmøller og menneskers helbred. Nu er de første resultater på vej.
Mange kommuner har valgt at sætte planer om vindmølleudbygning på hold, indtil undersøgelsen foreligger, men allerede inden nytår kan de og andre få det første indblik i forskernes konklusioner.
- Jeg vil tro, at de første resultater vil være offentligt tilgængelige i slutningen af året eller begyndelsen af næste år, siger ph.d. og projektleder Aslak Harbo Poulsen fra Kræftens Bekæmpelse, der udfører undersøgelsen på anmodning fra staten, til Energi.
Han afviser at løfte så meget som en flig af sløret nu, hvor resultaterne er tæt på at blive sendt ind til et førende tidsskrift. Derefter er proceduren ifølge Aslak Harbo Poulsen, at en gruppe uafhængige reviewere bedømmer materialet, og at forskerne derefter justerer den videnskabelige artikel til, inden resultaterne publiceres.
Én af to forhindringer
Ifølge SE Blue Renewables, der er en af de største danske aktører inden for landvindmøller, er undersøgelsen den ene af to dominerende årsager til, at landvind længe har haft trange kår i Danmark.
- Udbygning af landvind har været hæmmet af to grunde. Dels afventer en del kommuner resultatet af helbredsundersøgelsen, før der gives tilladelse til opførsel af landvind, selvom blandt andet flere ministre direkte har opfordret kommunerne til at fortsætte planlægningen. Dels presser de lave elpriser generelt økonomien i projekterne, siger kommunikationschef Per Munk Jensen til Energi.
Han regner bestemt ikke med, at forskerne vil kunne konstatere nogen sammenhæng i den registerbaserede undersøgelse, der bliver verdens mest omfattende af sin art. Samtidig pointerer han dog, at man nok skal have alle resultaterne på bordet, før stopklodsen – forhåbentligt – kan blive ryddet af vejen.
Trods de vanskelige betingelser er SE og Vattenfall hver for sig i færd med at forberede det, der kan blive Danmarks klart største landmøllepark på grænsen mellem Esbjerg og Tønder Kommune. Her har selskaberne opkøbt en række grunde og banet vejen for henholdsvis 18 og 30 nye, store møller ved Lundsmark og Haved.