23948sdkhjf

Aalborg samler verdens øjne på dansk fjernvarme

300 forskere, beslutningstagere og industrifolk mødes i Aalborg til international konference om fremtidens energiforsyning.
Mens diskussionen herhjemme i øjeblikket mest går på økonomi, og på om forsyningsvirksomhed skal være et offentligt eller privatiseret anliggende, gælder den internationale opmærksomhed fjernvarmens mulige hovedrolle i et grønnere samfund.

- Moderne fjernvarmesystemer er nødvendige for at nedbringe vores CO2-udledninger og opnå 100 procent vedvarende energi. 40 procent af vores energiforbrug består i dag af opvarmning. Al denne energi kan blive bæredygtig ved hjælp af moderne fjernvarmesystemer, der opsamler spildvarme fra kraftværker og industri og fungerer ved lave temperaturer. Det mindsker varmespildet, og det gør det muligt at anvende flere vedvarende energikilder, forklarer Henrik Lund, leder af forskningscentret 4DH og professor ved Aalborg Universitet.

Video som eksportfremstød
Konferencen i Nordkraft i Aalborg 27.-28. september er arrangeret af forskningscentret 4DH ved Aalborg Universitet, som med støtte fra Innovationsfonden arbejder på at understøtte udviklingen af 4. generations fjernvarmeteknologier.

Blandt hovedtalerne er lektor David Connolly fra AAU, som er koordinator på et stort projekt om fremtidens europæiske varmeforsyning (Heat Roadmap Europe).

Han har blandt andet følgeskab af direktør Paul Voss fra brancheorganisationen Euroheat & Power og direktør Tetsunari Iida fra Institute for Sustainable Energy Policies i Tokyo.

FN er repræsenteret ved Lily Riahi, leder af FN’s initiativ District Energy in Cities, der inspireret af dansk forskning på området arbejder på at udbrede fjernvarme og -køling i byer verden over.

At fjernvarme er nøglen til et fossilfrit energisystem er også hovedbudskabet i et nyt dansk eksportfremstød, der lanceres på konferencen - nemlig en video om fremtidens fjernvarme, der ud over 4DH er finansieret af de danske virksomheder Danfoss, Kamstrup, Logstor, Aarhus Affaldvarme og Aalborg Forsyning, som alle ser et stort potentiale i dansk eksport af fjernvarmesystemer.

Spildvarme kan opvarme hele Europa
For energiplanlæggerne fra Aalborg Universitet er fjernvarme ikke svaret på alt - men en vigtig del af løsningen.

- En kombination af fjernvarme, energibesparelser og varmepumper er en stor del af løsningen på et fremtidigt fossilfrit energisystem. Den varme, der går til spilde i Europa nu fra kraftværker og industri, er for eksempel nok til at opvarme hele Europa og mere til, hvis vi opsamler det i fjernvarmenetværk, forklarer David Connolly.

Forskerne understreger, at fjernvarme bedst kan betale sig i tætbebyggede områder. Ude på landet kan varmepumper i stedet sørge for at tilføre billig, bæredygtig elektricitet til varmen. Men uanset hvordan varmeforsyningen foregår, giver det god mening også at skrue ned for behovet.

- Det kan betale sig at reducere varmeforbruget i Europa med 30-50 procent ved hjælp af energirenoveringer af bygninger. Efter det er prisen på bæredygtig varme til gengæld billigere end at spare på varmen, konstaterer David Connolly.
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063