23948sdkhjf

Energinord nikker ja til Eniig Energi

Energinord skifter navn til Eniig i forbindelse med fusionen mellem HEF og EnergiMidt. Nord Energi, som ejede 48 procent af EnergiNord, vil således fremadrettet være medejer af Eniig Energi.
Da fusionen mellem HEF og EnergiMidt blev offentliggjort, var en af de ubekendte faktorer, hvordan Energinord kunne passe ind i den nye energikoncern. Energinord var et selskab, som HEF og Nord Energi ejede i fællesskab, og som varetog forsyningsselskabernes kommercielle aktiviteter såsom el- og gassalg. Løsningen er blevet, at Energinord bliver til Eniig Energi, hvor Nord Energi ejer 25 procent og Eniig de resterende 75 procent.

Mads Brøgger, som er direktør i Eniig Energi, glæder sig på både selskabernes og kundernes vegne over, at navnet og den nye selskabsstruktur er kommet på plads.

- Det har været meget vigtigt for os at finde en løsning, som alle er tilfredse med. Kunderne skal vænne sig til at kalde os for Eniig i stedet for Energinord, men på kort sigt er det også den eneste forandring, de vil opleve. Det er stadig de velkendte ansigter, de vil møde, og kundebetjeningen vil have samme høje niveau som altid. På lidt længere sigt vil kunderne komme til at nyde godt af, at vi samlet set er blevet større og derfor kan købe mere ind ad gangen med lavere priser til følge. Så fusionen vil medføre en styrket forretning – og det vil kunderne i høj grad kunne mærke, pointerer direktøren.

I Nord Energi er bestyrelsesformand Jens Møller Lee glad for det signal, som det fortsatte samarbejde i Eniig Energi sender til kunderne. For i lighed med Energinord skal Eniig Energi fremstå som kundernes lokale energiselskab, som også i fremtiden vil have et markant nordjysk aftryk.

- Vi er meget tilfredse med, at vores årelange samarbejde kan fortsætte, og tilmed i et format som både selskaberne og kunderne får glæde af. At Energinord er blevet til Eniig får i første omgang ingen praktisk betydning for hverken erhvervs- eller privatkunder, men vi forventer da på sigt at kunne udnytte den tilførte viden og de synergier, som sammenlægningen giver, til at skabe endnu bedre løsninger for kunderne. Vi er enige i, at det giver rigtig god mening, siger Jens Møller Lee.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093