Tænketank: Stort uudnyttet potentiale for overskudsvarme
Overskudsvarmen står kun for 2,9 procent af fjernvarmeproduktionen, men tallet kunne være fire gange så højt, viser en opgørelse fra Grøn Energi.
- Populært set kan man sige, vi fyrer alt for meget for fuglene. Vi kunne i hvert fald blive meget bedre til at udnytte overskudsvarme i fjernvarmen her i Danmark. Og det bør vi gøre, da overskudsvarme er en meget omkostningseffektiv måde at udnytte ressourcerne på, og det er billig varme for fjernvarmekunderne, siger Jesper Koch, der er analysechef i tænketanken Grøn Energi.
Der er faktisk rigtig meget overskudsvarme at hente fra produktion i industrien og erhvervslivet, som vi kan bruge som fjernvarme, understreger Grøn Energi. Men hvad er så grunden til, at overskudsvarme ikke udnyttes mere i dag?
Ifølge Jesper Koch skyldes det langt hen ad vejen økonomiske barrierer. Ofte skal man anvende varmepumper til at løfte temperaturen fra overskudsvarme, så den kan bruges i fjernvarmen. For eksempel fra store datacentraler, som det Apple bygger på ved Viborg.
- Grøn Energi giver i en ny analyse om overskudsvarme et bud på, hvordan man i Danmark kan kickstarte projekter med overskudsvarme med minimale konsekvenser for skatteprovenuet til statskassen, fortæller Jesper Koch.
Blandt forslagene er, at varmepumper i kraftvarmeselskaber burde få nedsat elafgiften til EU's minimumssats på 4 kr./MWh, hvis der samtidig betales overskudsvarmeafgift. Dette vil reducere den nuværende dobbeltbeskatning på el og varme.
Analysen afsløres på en temadag, som tænketanken Grøn Energi afholder i samarbejde med Energistyrelsen torsdag.
Fakta:
I 2015 blev der leveret 3,4 PJ overskudsvarme fra virksomheder til fjernvarmenettet, svarende til cirka 2,9 procent af fjernvarmeproduktionen i Danmark.
Varmen leveres fra cirka 40 virksomheder.
Dansk Fjernvarme skønner, at det samlede potentiale for overskudsvarme i Danmark er på cirka 12 PJ/år, hvilket svarer til cirka 14 procent af den samlede fjernvarmeproduktion.