23948sdkhjf

EU-millioner til energiprojekt i Ringkøbing-Skjern

Nu sættes der ekstra gang i grøn omstilling sammen med borgerne i Ringkøbing-Skjern Kommune.
Det sker med et tilskud fra EU på 4 mio. kr. til gennemførelse af projektet COBEN, der handler om energi-samskabelse.

- Vi er rigtigt glade for EU’s støtte. Ringkøbing-Skjern Kommune har et mål om at blive 100 procent selvforsynende med vedvarende energi i 2020, og for at nå det, har vi blandt andet opstillet 13 indsatsområder i Energi2020’s handlingsplan. Flere af dem får vi nu mulighed for at sætte turbo på, siger sekretariatsleder for vedvarende Energi, Henning Donslund.

Erfarne kræfter leder projektet
COBEN-projektet ledes af Gerard McGovern fra Oldenburg Universitet i Tyskland, og der er deltagende partnere fra Holland, Tyskland, Belgien, Skotland, Norge og altså fra Energi2020 i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Projektet er treårigt og har et samlet budget for de seks partnerlande på næsten 35 mio. kr.

Ringkøbing-Skjerns del udgør cirka 8,5 mio. kr. og finansieres af den del af Byrådets vækstpulje, der er afsat til Energi2020, af Grøn Ordning og altså med mere end 4 mio. kr. fra EU.

Projekt COBEN indeholder en række energiprojekter inden for emnerne energibesparelser i boliger og grøn transport. Et vigtigt omdrejningspunkt er, at de mange energiprojekter sker i organiseret samskabelse mellem borgerne og kommunen. I projektet kaldes dette Civic Energy Co-Creation.

I Ringkøbing-Skjern vil COBEN-projektet betyde at:

1. I alt otte-ti landsbyer, sogne og grundejerforeninger samt flere end 1.000 borgere vil blive involveret.
2. Der tilbydes gennemført flere end 400 energitjek i private hjem.
3. Flere end 200 husejere forventes at investere i energirenovering.
4. Husejere med oliefyr tilbydes energitjek.
5. Der gennemføres Grøn Ordning projekter, for eksempel kulturelle eller informative aktiviteter inden for vedvarende energi.
6. Tre-fem feriehusudlejningsvirksomheder tilbydes information og samarbejde om energirenovering til videreformidling til områdets mange sommerhusejere.
7. Tre-fire landsbyer tilbydes rådgivning om grøn transport, og i samskabelse undersøges mulighederne for at etablere delebilsløsninger, elbiler og ladestandere.
8. Projektet undersøger, om der kan skabes en teknologisk energi-sampakke, der kan give el og varme til enkeltstående huse i det åbne land - til en fornuftig pris.
9. Det undersøges, og der gennemføres, hvis muligt, et udbud på et fælles energiprojekt eller fælles varmeprojekt.
10. En antropologistuderende fra et dansk universitet gennemfører feltstudier og udarbejder rapport om det lokale Civic Energy Co-Creation.
11. Datagrundlaget for BBR, CO2- og Energiregnskabet forbedres
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.065