Vestas henter ordrer på samlebånd
Der er travlhed hos den danske vindmølleproducent før kvartalsskiftet.
Den kinesiske stamkunde CGN Wind Energy Limited har bestilt 50 stk. V100-2.0 MW-vindmøller til installation i Liulongtai-vindmølleparken i Liaoning-provinsen i det nordøstlige Kina.
- Samarbejdet mellem Vestas og CGN er på sit tiende år, og med den seneste ordre har den akkumulerede ordremængde i dette samarbejde overgået en 10 GW-milepæl, siger Chris Beaufait, president for Vestas Asia Pasific and China.
Levering af møllerne skal efter planen ske i andet kvartal 2017.
Brasiliansk ordre
Samtidig har Vestas landet en ordre på 20 stk. V110-2.0 MW-vindmøller til brasilianske Gestamp Eólica Brasil S.A.
De 40 MW skal installeres i Pedra Rajada I/II-vindmølleparken i Rio Grande do Norte i den østlige del af landet. Vindmøllerne skal leveres i andet kvartal 2017.
- Vestas har gjort en markant indsats for at udvide tilstedeværelsen i Brasilien, og dagens ordre bekræfter, at vi har gjort gode fremskridt. Vores kunder sætter pris på disse tiltag, og vi er glade for at se, at vores målbevidsthed giver resultater, siger president for Vestas Mediterranean, Marco Graziano.