Vindmøller: Alternativer til udbud og auktioner er nødvendige
Sådanne løsninger er til gavn for store, potente, kapitalstærke selskaber. En omstilling derimod til vedvarende energi med demokratiske ejerformer og bred lokal deltagelse, som i forvejen er vanskelig nok i Danmark, vil reelt blive umulig, dersom det af EU-kommissionen bebudede direktiv vedtages i den foreliggende form. Det vil være enden på 35 års tradition i Danmark, som startede i de tidlige 1980ere med de fælleejede 55 kW vindmøller, som banede vej for bred accept i samfundet af vindmøller. De var sluttet til el-nettet, men man betragtede dem som selvforsyning.
Selvfølgelig skal de folkelige organisationer ikke på forhånd give op over for kommissionens planer. De skal udvikle og præsentere alternativer, hvilket blandt andet skete på et velbesøgt seminar på Christiansborg den 9. september 2016. Her talte EU-kommissær for konkurrence, Margrethe Vestager, og repræsentanter for fem danske politiske partier.
En egentlig politisk dialog med udgangspunkt i kommissionens direktivforslag blev det ikke til, hvor det må siges at overraske, at Margrethe Vestager ikke spillede tilbage på de punkter, der var grundlaget for at invitere til seminaret. Når det gælder de danske politikere, oplevedes det, som om forslaget fra kommissionen endnu ikke er kommet på den danske politiske dagsorden. Det er ellers på høje tid.
De folkelige organisationer belyste i flere indlæg direktivforslagets konsekvenser for forskellige former for ejerskab til især vindmøller på land. Hvordan skal de vedvarende energi løsninger og ejerformer se ud, der kan bliver alternativer til auktioner, udbud, certifikater og andre former for kommercielle modeller, som EU-kommissionen arbejder med, var et centralt spørgsmål. Vil de give plads til demokratiske og almennyttige initiativer med lokalt udspring, der økonomisk set kommer de berørte lokalsamfund til gode, og dermed skaber den nødvendige brede accept af de mange vindmøller, der forventes at blive grundpillen i fremtidens energiforsyning?
Set på baggrund af, at talrige kommercielle vindmølleprojekter allerede tidligt i planlægningsprocessen stoppes af lokale protester, er spørgsmålet om accept hos den berørte lokalbefolkning aldeles afgørende. Der findes en del undersøgelser, der fortæller at 80% af befolkningen er for vindmøller, og det er da positivt; men nytter på den anden side ikke så meget, dersom man på lokalt plan ikke vil have vindmøllerne. Her er 80% ofte imod.
På den måde bliver den grønne omstilling en kamplads uden ende mellem aggressive vindmølleinvestorer og en lokalbefolkning, der med et liv i skyggen af de store vindmøller ikke længere føler sig hjemme, ikke kan kende deres hjemegn, en grundlæggende interesse, som man selvfølgelig har ret til at kæmpe for. Også selv om det fører til stagnation i den grønne omstilling eller der vil komme ensidig satsning på de meget dyre offshore vindmøller med strømpriser, som erhvervslivet allerede klager over.
For at løse det problem, har der så været luftet ideer om, at kommunernes beslutningsret, når det gælder vindmølleplanlægningen, skal sættes ud af spillet. Men så vil det naturligvis gå helt galt. I yderområderne, hvor der bor omkring 800.000 danskere, er man mange steder blevet tilskuer til, at udviklingen kører udenom dem. De oplever affolkning, forladte huse, landbrug der går konkurs og at ungdommen forsvinder.
En sådan meget negativ udvikling kan naturligvis vendes, og den grønne omstilling kunne effektivt medvirke hertil. Men det indebærer, at indtjeningen fra vindmøller, solenergi og bioenergi med ny lovgivning bliver til gavn for lokalsamfundene 100%. Der skal sættes en stopper for, at de 80% af indtjeningen forsvinder ned i lommerne på eksterne investorer, hvorimod de lokalsamfund, hvor de store vindmøller opstilles, bliver sorteper, ikke mindst fordi deres ejendomme taber yderligere i værdi.
100% lokalt ejerskab er ikke noget ukendt eller ekstremt. Det var faktisk indtil 1998 lovmæssigt bestemt, at vindmøllerne, ligesom fjernvarmeselskaberne og vandværkerne, skulle være lokalt ejede. I dag vil det være det rigtige at betragte de store vindmøller som lokale almennyttige selskaber. Men det kræver lovgivning.
Dersom EU-kommissionens direktivforslag gennemføres, og udbud og auktioner bliver normen, bliver det storhedstid for de kapitalstærke selskaber, hvorimod yderområderne, og det er her vi finder de gode vindressourcer, vil få det endnu sværere. Jyllands Posten har beskrevet denne udvikling i en række artikler, hvor der fortælles om bestikkelse (en form for korruption) af lokalbefolkningen, for at få den til at undlade at protestere imod investorernes vindmølleplaner, hvilket er en demokratisk ret.
Det bliver i samme avis kommenteret af Lars Aagaard, direktør i Dansk Energi, som mener, at ”industrien” skal lave udbygningen, det kan 10 landmænd ikke klare, lyder det fra de store energiselskabers interesseorganisation. Sådan en top-down tankegang har fortilfælde hos stalinisterne i midten af 1930erne; for at brødføde de store byer var centralisering med kæmpe kolkhoser løsningen, indtil det hele faldt fra hinanden.
Med industrien mener Aagaard formentlig de store energiselskaber men ikke vindmølleproducenterne. Nu var anledningen til de omtalte avisartikler et eksempel på en lykkeridder, der ved et kik hos erhvervsoplysnings bureauerne viste sig at være et to-mands firma Aps. med negativ egenkapital og negativ indtjening. Skulle det være alternativet til de noget nedsættende omtalte 10 landmænd?
Aktørerne i den grønne omstilling er ofte ikke just den form for selskaber, som samfundet burde finde velegnet til at overdrage opgaven at investere i de store vindmøller, der nemt kan løbe op i flere hundrede millioner kroner for et projekt med seks vindmøller. Vindmølleudbygningen idag er en del af samfundets infrastruktur ligesom vore veje, spildevandssystemer. vandværker og meget andet, hvor samfundet regulerer tingene omhyggeligt. I forhold hertil er vindmølleudbygningen på land blevet til en form for økonomisk anarki
De ideelle ejere af fremtidens danske vindmøller er lokalsamfundene i omkring 30 yderkommuner. De kan sagtens - med de rette rammebetingelser - gennemføre opstillingen af flere tusinde megawatt store vindmøller, når bare de kan se sig selv i denne udbygning.
Det kan samtidig føre til lavere produktionspriser for vindmøllestrøm, end vi hidtil har set på land og langt billigere end de store selskabers offshore vindmøller. En række eksempler viser allerede, at man på lokalt niveau kan gennemføre vellykkede, almennyttige vindmølleprojekter og beholde indtjeningen 100%.
Når den bruges til opgaver, som alle i lokalsamfundet kan se fornuften i, så følger den lokale accept med. Det skaber udvikling i stedet for affolkning af hele lokalsamfund, der selvsagt ikke vil skade sig selv. Meget kedelige eksempler viser, at de store aggressive energiselskaber ikke går af vejen for at opkøbe og nedrive hele lokalsamfund for at forhindre naboklager. Det bringer den grønne omstilling i unødig miskredit i store dele af befolkningen og må stoppes.
Det er indlysende, at der skal ske en reform, når det gælder fremtidens vindmøller på land. De nuværende ordninger duer ikke og EU-kommissionens direktiv forslag kan nærmest kun gøre ondt værre. Danskerne er fortrolige med lokale, almennyttige ejerformer. De skaber den nødvendige lokale accept og i tilgift lavere priser.
