23948sdkhjf

Hofor sender droner på vingerne

Hofor har indgået en aftale med virksomheden Drone Systems om termograferingen af hovedstadens fjernvarmenet.

I første omgang starter man dog i Vanløse og Brønshøj. Overflyvningen her skal fungere som pilotprojekt. 

- Fjernvarmerørene i disse områder er typisk 25-30 år gamle, og vi kan se på vores målinger, at der må være utætheder nogle steder i området, fortæller Jonas Larsen, driftsmester hos Hofor.

Droneflyvningerne i Vanløse og Brønshøj vil foregå i perioden 5. december til 21. december i tidsrummet kl. 22-06.

Mulighed for overflyvninger

På Hofors hjemmeside vil man løbende kunne holde sig orienteret om, hvornår de præcise flyvninger er planlagt, og om de bliver til noget. Der er nemlig en række forhold, der skal være i orden for, at det overhoved er muligt at termografere med droner.

- For at få de bedste resultater og de rigtige temperaturer sender vi dronerne i luften i disse dage, mens det er koldt og mørkt. Det kommer dog meget an på vind og vejrforhold, hvornår vi præcist kan flyve med dem. Der må ikke være regn eller våd asfalt, for så kan de ikke måle de rette temperaturer. Der må også kun være middelvind under 8 meter i sekundet, ellers kan de ikke flyve stabilt, fortæller Sune Yde Nielsen fra Drone Systems, der skal udføre flyvningerne i Vanløse og Brønshøj for Hofor.

Det kræver en 4-5 flyvninger med dronerne at få termograferet bydelene Vanløse og Brønshøj.

 Letter arbejdet

I alt løber der 2.888 kilometer fjernvarmerør under hovedstaden - og det er langt fra nogen nem opgave at efterse samtlige 2.888 kilometer for brud og lækager.

 - Det er rigtigt mange kilometer rør, med meget vand der løber igennem, vi skal overvåge og efterse for at finde eventuelle lækager eller utætheder. Da mange af rørene i villakvarterer også ligger i folks haver, så er det ikke altid en nem opgave. Derfor er det rigtigt spændende, at vi nu kan afprøve denne nye teknologi med termografering fra droner, siger Jonas Larsen.

 Når Hofor lægger nye fjernvarmerør er de udstyret med alarmtråde, som er en nyere teknologi, der kan registrere eventuelle lækager, men da flere af rørene under København er af ældre dato, findes denne mulighed ikke i de rør.

 - Hvis der går hul på et rør i dag, kan det tage tid at lokalisere stedet præcist, og vi risikerer nogle gange at skulle grave op i et større område end nødvendigt. Det er både tidskrævende og dyrt. Ved at termografere fra en drone er det vores klare håb, at vi hurtigt kan få et mere præcist overblik over, hvor der eventuelt er utætheder og hurtigt kunne gøre noget ved det til gavn for både CO2-regnskabet og varmeregningerne,” siger Jonas Larsen fra Hofor.

Resten af nettet

Såfremt termogaraferingen af fjernvarmenettet i Vanløse og Brønshøj giver gode resultater, skal dronerne igen på vingerne.

- Vi glæder os meget til at termografere med dronerne i de første bydele, og vi regner med, at vi kan finde de utætheder, der er i rørene og så få dem repareret. Hvis det er tilfældet forestiller vi os, at gevinsten er så stor, at vi også vil bruge dronerne til at kigge nærmere på fjernvarmenettet i hele København, siger Jonas Larsen. 

Og det kan meget vel betyde mere arbejde for dronerne hos Drone Systems.

- Aftalen indebærer blandt andet, at hvis vi opnår gode resultater ved den første ”pakke” så er der mulighed for at Drone Systems bliver tilbudt termografering af yderligere arealer i København, oplyser Hofor.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109