23948sdkhjf

Dansk Fjernvarme finder fejl for millioner i McKinsey-rapport

Listen over fejl og mangler er lang i McKinsey og Co’s rapport om forsyningssektoren, som regeringens forsyningsudspil bygger på.

Dansk Fjernvarme har fået adgang til en del af det datamateriale, der ligger bag rapporten fra McKinsey og Struense, og som danner baggrund for regeringens udspil til en forsyningsstrategi.

Selvom der fortsat udestår væsentlige dele af datagrundlaget, er Dansk Fjernvarme i stand til at kvalitetstjekke dele af baggrunden for regeringens forsyningsudspil.

 Dansk Fjernvarme har offentliggjort et notat med fejlene. 

400 millioner kroners datafejl

Ifølge Dansk Fjernvarme vil en korrektion af fejl, der foreløbigt er fundet i den offentliggjorte del af datagrundlaget betyde, at McKinsey & Co selv med deres egne forudsætninger må nedjustere effektiviseringspotentialet fra de 2,3 milliarder kroner i 2025 til i alt cirka 1,9 milliarder kroner.

Det er dog ifølge Dansk Fjernvarme stadig ikke et retvisende billede af, hvor meget sektoren kan spare. 

- Vi mangler fortsat at få adgang til en række informationer bag McKinseys rapport. Jeg forstår ærlig talt ikke, hvorfor det skal være så hemmeligt. Vi vil meget gerne være med til at kvalitetssikre det arbejde, som regeringen har bestilt, og som får så stor betydning for de danske forbrugere. Men det kræver, at vi får adgang til deres beregninger, siger direktør i Dansk Fjernvarme Kim Mortensen.  Han advarer samtidig mod, at politikerne stirrer sig blinde på det besparelsespotentiale, som McKinsey og Co. lover.

 - I bedste fald stikker man befolkningen blår i øjnene ved at love dem milliardstore gevinster, der ikke findes i virkelighedens verden. I værste fald ødelægger man en velfungerende sektor, der har en tårnhøj forsyningssikkerhed, er i spidsen for den grønne omstilling, har lave priser, og som fungerer som et eksemplarisk udstillingsvindue for den danske industri på eksportmarkederne.

Der skal effektiviseres

Dansk Fjernvarme deler regeringens ambition om at sikre fortsat effektive forsyningsselskaber og vil derfor gerne bidrage til at finde løsninger, der kan sikre, at varmepriserne reelt reduceres til glæde for forbrugerne.

- Hvis regeringens udspil reelt handler om at sikre lavere priser for forbrugerne, så er der en lang række håndtag, ministeren kan dreje på allerede nu. Det kunne blandt andet været at lette på nogle af de mange afgifter, der i dag udgør omkring 30 procent af varmeprisen, siger Kim Mortensen og fortsætter:

- Der er skabt så stor usikkerhed om de meget tvivlsomme analyser, der ligger bag regeringens forsyningsudspil, at vi er alvorligt bange for, at McKinsey og Co-analyserne bruges til at føre Folketinget bag lyset og på den baggrund træffe fatale beslutninger for fremtidens forsyning.

Dansk Fjernvarme mener, at de mange fejlberegninger betyder, at der nu må tages en time-out. Denne time-out bør så bruges til at tilvejebringe et sobert og fagligt grundlag for effektivisering i forsyningssektoren, der ikke alene fokuserer på at finde økonomiske besparelsesmuligheder, men også inddrager andre mindst lige så centrale dele som miljø- og klimahensyn og forsyningssikkerhed. 

Fakta

Udover at indeholde en række helt basale regnefejl indeholder McKinsey & Co. analysen også en række metode- og datamæssige problemer, som forfatterne ifølge Dansk Fjernvarme i det mindste burde have forholdt sig mere kritisk til.

  • Det gælder blandt andet, at forfatterne har anvendt regnskabstal for flere forskellige år, hvilket selvsagt giver fjernvarmeselskaberne forskellige forudsætninger i analysen.
  • Det gælder, at der ikke er taget højde for graddage og derfor heller ikke, om data kommer fra et varmt eller koldt år.
  • Det gælder, at der ikke er taget højde for det enkelte selskabs rammevilkår, f.eks. kundesammensætningen eller hvorvidt selskabet opererer i tæt bymæssig bebyggelse.

Alt sammen forbehold, der bør tages, når det vurderes, hvor effektivt et selskab kan drives, og her svigter McKinsey & Co.

 

 

Kommenter artiklen (2)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11