23948sdkhjf

Der skal el i varmerørene

Klumme: I Danmark har vi nogle af verdens mest forkælede fugle. Genbrugsvarme, der kunne bruges til at varme ikke mindre end 120.000 husstande op, sendes i dag op i luften i stedet for ned i fjernvarmerørene.

I dag kommer 2,9 procent af den danske fjernvarme fra virksomhedernes genbrugsvarme. Varme fra produktion og processer, der lige så godt kunne sendes ned i fjernvarmerørene og ud i de danske stuer. Men analyser viser, at der er et samlet potentiale på mindst 8 procent. Det er nok til at kunne opvarme mere end 120.000 danske husstande og vil fortrænge cirka 200.000 tons CO2. 

Når jeg skriver mindst 8 procent, skyldes det, at den seneste analyse fra Viegand & Maagøe ikke har medregnet de efterhånden mange store datacentre, der skyder op rundt om i Danmark.

Apples ved Viborg er beregnet til at kunne forsyne hele Viborg by med overskudsvarme. Facebooks kommende datacenter ved Odense bliver endnu større, og vil derfor kunne give mere varme. Mens et tredje datacenter på størrelse med Apples er ved at blive opført af en endnu ukendt ejer ved Fredericia. Og så har jeg endda ikke engang taget de allerede eksisterende datacentre med.

Fjernvarmeselskaberne vil gerne investere i eldrevne varmepumper, så den billige og miljøvenlige energi kan udnyttes til glæde for forbrugerne og for klimaet. Det, der hindrer fjernvarmeselskaberne, er blandt andet, at den el, der skal bruges til at holde varmepumpen kørende, er belagt med en række forskellige afgifter og tariffer, der gør, at det ikke er rentabelt.

I stedet er flere fjernvarmeselskaber begyndt at se på gasmotordrevne varmepumper. I Brande har de installeret en, fordi de så kan udnytte overskudsvarmen fra den nærliggende kartoffelmelsfabrik. Det er en rigtig god løsning. For på den måde får det lokale fjernvarmeselskab, der i forvejen bruger naturgas som brændsel, endnu mere ud af naturgassen.

Men det hjælper ikke meget på Danmarks mål om at blive fossilfri i 2050. Det skubber bare udfordringen foran sig.

Lige som det heller ikke passer ind i det politiske ønske om at udnytte mere af den overskydende vindmøllestrøm til varmeproduktion. Eller ønsket fra energibranchen generelt om, at energisektorerne bliver tættere forbundne.

Derfor ser jeg frem til, at regeringen i det nye år vil tage fat på de udfordringer, der i dag hindrer, at vi kan udnytte genbrugsvarmen ved hjælp af varmepumper. Det vil være en stor gevinst for forbrugerne og for klimaet.

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095