23948sdkhjf

Kinesiske studerende i Danmark belønnet for flot klimaanalyse

Aalborg Universitet har i denne uge været vært for en klimakonference med fokus på nogle af de konkrete ting, som virksomheder, kommuner, borgere og universiteter kan gøre for at reducere klimabelastningen. Ungdommens idéer er der også skabt særligt plads for under den internationale konference Joint Actions on Climate Change, og studerende fra universiteter i ind- og udland har indsendt bidrag til en studenterkonkurrence med store pengepræmier.
Onsdag blev vinderne af DONG Energy Climate Award fundet blandt bidrag fra blandt andre danske, svenske, polske og japanske studerende. Førstepræmien på 30.000 kroner gik til artiklen ”The Key to the Renewable Energy” af Nan Qui, Renzhong Jiang og Zhenyan Liu. De tre studerendes bidrag er en omfattende analyse af og forslag til, hvordan vedvarende energi kan inkorporeres i transportsystemer.

Juryen, som bestod af forskere og fagfolk på klimakonferencen, fik præsenteret alle studenterbidragene på konferencens sidste dag. Vindergruppen blev fremhævet for deres imponerende indsigt i emnet og for deres evne til både at analysere udfordringer og udpege problemer, der bør overvindes gennem ny teknologi, før den vedvarende energi i transportsektoren for alvor kan slå igennem. I det hele taget blev der i bedømmelserne lagt væg på bidragenes betydning for klimaforandringerne, hvor realistiske de er at gennemføre, og i hvor høj grad de studerende har tænkt innovativt. De tre studerende er udvekslingsstuderende på henholdsvis DTU og RUC og har udført det omfattende analysearbejde i deres fritid efter at have mødt hinanden på en sommerskole sidste år.

De fem pengepræmier på henholdsvis 30.000, 20.000 og 3 x 10.000 kroner er sponsoreret af DONG Energy, som er gået ind i samarbejdet med arrangørerne af Aalborg Universitets klimakonference, fordi organisationen ønsker at bidrage til at sætte fokus på fremtidens energi- og klimaløsninger.

- DONG Energy har et langsigtet mål om at kunne levere stabil energi uden CO2. For at nå det mål, har vi brug for unge kvikke hoveder. Derfor er det meget positivt at se de mange kreative projekter som de studerende er kommet op med," siger Charles Nielsen, som er chef for DONG Energy"s Innovationscenter, og som var med til at overrække præmier til vinderne.

Andenpræmien gik til Artur Pacalujko, Adam Pirek og Witold Bielak, mens de tre tredjepræmier tilfaldt Liu Guoguo, Otmar Brandweiner samt Philip Giødesen Lund og Lars Krogsgaard Madsen.

Kilde: Aalborg Universitet

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141