23948sdkhjf

Ingeniørstuderende bruger sommeren på energiproblemer

Sommer-samarbejde mellem fem videregående danske uddannelsesinstitutioner og en række store virksomheder ruster netop nu ingeniørstuderende fra 17 lande til at tackle fremtidens energiproblemer. De kommende ingeniører er med på en stort anlagt sommerskole, som skal øge interessen for at arbejde med energi-området.
Blandt deltagerne er 28-årige Christian Jensen fra Aalborg Universitet, som allerede er fast besluttet på at arbejde med energi-spørgsmål, når han bliver færdig som ingeniør.

- Det skal jeg helt sikkert. Vores branche står over for en masse spændende udfordringer de kommende år. Dem vil jeg gerne være med til at løse, fortæller han i en pause fra projektarbejdet, forelæsningerne og virksomhedsbesøgene, som udgør programmet for ham og 23 andre i den tre uger lange internationale Summer School of Power 2009.

Bag sommerskolen står alle fem udbydere af stærkstrømsuddannelser i Danmark. Aalborg Universitet, Danmarks Tekniske Universitet og Syddansk Universitet er med, og det samme er ingeniørhøjskolerne i Århus og København. Desuden støttes initiativet af energi-giganterne DongEnergy og Vattenfall samt af energibranchens fælles uddannelsesfremstød Energyminds, som netop har til formål at få flere unge til at uddanne sig til arbejde med energi og el.

Den brede opbakning på arrangørsiden har en helt naturlig årsag. Idéen til sommerskolen blev undfanget af den tænketank med eksperter og studerende inden for energi- og stærkstrømsområdet, som i fjor satte sig sammen på en camp for at udvikle gode idéer til, hvordan branchens truende mangel på arbejdskraft kan afværges. Christian Jensen deltog også ved den lejlighed, og derfor var det helt naturligt for ham at søge om at komme med, da sommerskolen blev en realitet.

- På det personlige plan giver det en masse. På tre uger kommer vi tæt på hinanden, og det er en god måde at møde andre mennesker med samme interesse og derved skabe et netværk på tværs af landegrænser. Skolen har været rigtig god. Der har været en fin blanding af teori, firmabesøg og selskabelige begivenheder, og jeg har fået større indsigt i de problemer, vindindustrien står over for med implementering af vindenergi i det danske el-net, siger Christian Jensen.

Sommerskolens programleder, lektor Birgitte Bak-Jensen fra Institut for Energiteknik på Aalborg Universitet, er glad for, at det er lykkedes at skabe en global profil med mange internationale deltagere.

- Vi har unge med fra så fjerne destinationer som Kina, Estland, Rusland, Mexico og Australien. Kun seks af deltagerne studerer i øjeblikket i Danmark, men undervejs i de tre ugers forløb bliver de også præsenteret for mulighederne for uddannelse i Danmark, fortæller Birgitte Bak-Jensen.

Sponsorernes samlede støtte på 750.000 kroner betyder, at deltagerne ikke selv skal betale for at være med på sommerskolen. Men det er ikke hele forklaringen på den massive udenlandske interesse for at høre om energi på dansk grund.

- Danmark er foregangsland på mange områder inden for fremtidens el-forsyning med en stor andel af tilkoblede decentrale kraft-varmeværker og vindmøller. Det findes endnu ikke tilsvarende i andre lande, forklarer Birgitte Bak-Jensen.

Sponsorer får noget igen
Undervisningen på sommerskolen fokuserer på fremtidens elektriske energisystem inklusive mulighederne for at benytte alternative energikilder. Eksperter fra de tre universiteter og to ingeniørhøjskoler fungerer som undervisere og oplægsholdere, men meget af tiden handler det om de studerendes egne evner til at udtænke konkrete løsninger i fællesskab.

- I løbet af de tre uger, skolen varer, skal de studerende lave et projektarbejde om aktuelle emner inden for fremtidens energisystem, som er udbudt af enten DongEnergy eller Vattenfall. Evalueringen af kurset foregår ved, at de studerende i grupper fremlægger deres resultater for et ekspertpanel bestående af fremtrædende medarbejdere fra DongEnergy og Vattenfall samt af undervisere og projektvejledere, fortæller Birgitte Bak-Jensen.

Hun regner med, at sponsorerne på den måde får noget igen for deres bidrag:

- De studerendes arbejde kan fungere som en slags brainstorm på de projektområder, de arbejder med, og det vil virksomhederne kunne anvende i deres fremtidige udvikling, siger Birgitte Bak-Jensen.

Kilde: Aalborg Universitet

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109