Fuldskala-eksperiment skal fremme vindmølledesign
DAN-AERO MW-eksperimentet i Tjæreborg Enge ved Esbjerg er netop afsluttet. Det er Risø DTU, der sammen med Vestas, Siemens, LM Glasfiber og Dong, har foretaget målinger på en vindmølle under naturlige forhold. Formålet er at optimere vindmøllevingens design.
- Vores målinger er langt de mest omfattende indtil nu, og fordi de foregik i det fri og på en industriel fuldskalamølle, har de også indvirkningen fra turbulensen og vingens rotation og elasticitet med, så de vil helt sikkert betyde meget for den samlede internationale vindenergiforskning, siger Helge Aagaard Madsen, forskningsspecialist fra Risø DTU.
- Desuden har vi så at sige lyttet til strømningen hen over vingen med 60 mikrofoner 50.000 gange i sekundet og dermed fået et meget detaljeret billede af hvordan vinden overføres til tryk på vingerne, d.v.s. hele kernen i udnyttelse af vindenergi.
En vigtig del af eksperimentet var at danne et grundlag for det mest optimale vingedesign, så vingen kan producere så meget energi som muligt på den mest pålidelige måde.
Eksperimentet DAN-AERO MW er gennemført af Risø DTU med Siemens, Vestas, LM Glasfiber og Dong som partnere.
Kilde: Risø DTU