23948sdkhjf

DCB løfter Danmarks bioethanolproduktion

I optakten til miljøkonferencen i København indvier Prins Joachim et anlæg til produktion af 2. generations bioethanol i Kalundborg. Anlægget er et af de første i verden og har til formål at demonstrere, at fremtidens brændstof kan fremstilles på en økonomisk og miljøvenlig måde. Danish Crane Building er blandt de leverandører, der har bidraget til projektets teknologi, som kan danne grundlaget for en ny eksportsucces for Danmark.
Nogle af de største udfordringer i biobrændstofproduktionen er høje produktionsomkostninger, effekten på miljøet og brugen af fossile brændstoffer i produktionen. Inbicons samarbejdspartnere skulle derfor tage højde for disse faktorer i udviklingen og opsætningen af teknologien til anlægget.

- Vi leverede kranen, som står for indføringen af den halm, der bliver anvendt i produktionen. Inbicon stillede krav om, at processen skulle være automatisk og yderst effektiv, både for at holde omkostningerne nede og for at gøre produktionen så CO2 neutral som muligt, siger Bo Larsen, direktør for DCB.

Anlægget kører hele døgnet rundt og stabiliteten er afgørende, hvis den industrialiserede produktion af biobrændsel skal kunne blive rentabel.

- Kranen bliver anvendt i dagtimerne for at fylde lageret op og derefter fører den halmballerne ind til reaktoren, hvor den egentlige produktion starter. Hele anlæggets kapacitet er afhængig af kranen, hvorfor stabiliteten er meget vigtig for Inbicon, tilføjer Bo.

Anlæggets kapacitet er 4 tons halm i timen, eller 30.000 tons om året.

Resultatet af produktionen bliver 5,4 millioner liter bioethanol og 10.500 tons solid biobrændstof, som kan erstatte kul som brændstof til kraft- og varmeværker.

- Vi har gjort os en masse overvejelser på miljøfronten, både i den opstilling vi lavede for Inbicon og i forhold til fremtidige projekter. For at bidrage til en CO2 neutral produktion i større anlæg kan DCB for eksempel levere eldrevne kraner, som genererer el når de afleverer biomaterialet til reaktoren, siger Bo Larsen.

Om fremtidsperspektiverne for projektet siger Bo Larsen:
- Vi vil meget gerne følge med vores kunder ud i verden. I samarbejde med Inbicon har vi udviklet et koncept, som sagtens kan implementeres andre steder. Og da teknologien kan være med til at løse en af vores største udfordringer på miljøområdet kan det blive en stor eksportsucces for Danmark i fremtiden.

Kilde: Danish Crane Building

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096