23948sdkhjf

Fiberline Composites indfører elbiler

Fiberline Composites har lavet en ’Vision Partner’-aftale med Better Place Denmark. Aftalen er et led i Fiberline Composites’ arbejde hen imod 100 procent ren energi. De to selskaber vil sammen gøre det let og attraktivt for medarbejderne at købe deres egen elbil.
– Den fynske leverandør af glas- og kulfiberprofiler til blandt andet vindmøller, vinduer og konstruktioner med lavt energiforbrug, Fiberline Composites, indgår nu som en af de første danske virksomheder en såkaldt ’Vision Partner’-aftale med Better Place Denmark. Aftalen er et led i Fiberline Composites vision om at basere sig 100 procent på ren energi.

Ifølge Fiberline Composites’ Corporate Sustainability Manager, Benedikte Jørgensen, er elbiler et vigtigt element i Danmarks mål om at reducere CO2-udslippet. Vi skal kunne bruge den grønne strøm fra vindmøller – også når vinden ikke blæser.

- Elbiler gør det muligt at lagre overskudsstrøm i elbilernes batterikapacitet, og vi har lagt vægt på, at Better Place har en intelligent ladestander, der både lader, når der er overskudsstrøm, og samtidig selv kan finde ud af, hvor meget strøm, man har brug for efter sit køremønster. Det er vigtigt for samfundet, siger Benedikte Jørgensen.

Fiberline Composites vil inspirere virksomhedens gæster og medarbejdere ved at demonstrere, at elbiler er fremtiden, og virksomheden har planer om at lave en attraktiv leasingaftale for interesserede medarbejdere.

- Størstedelen af vores medarbejdere bor mindre end 40 kilometer fra arbejdspladsen, og det er jo ideelt for elbiler. Ledelsen går foran, idet vores innovationschef og medejer har skrevet sig på som den første og får opstillet en ladestander ved sit eget hus, siger Benedikte Jørgensen.

Virksomheden, der allerede dækker en tredjedel af sit energiforbrug med strøm fra egen vindmølle, arbejder vedholdende på at minimere sit eget energiforbrug og ser det som naturligt også at minimere miljøbelastningen fra medarbejdernes transport mellem hjem og arbejdsplads.

Planlæg en fremtid med elbiler allerede nu
Fiberlines’ første ladestandere opføres i nær fremtid, og frem mod 2011 skal vognparken af firma-elbiler sammensættes og medarbejderpakken udvikles – alt i samarbejde med Better Place. Ganske som det er tilfældet med Better Place’s kommende landsdækkende infrastruktur til opladning af elbiler, vil netværket kunne oplade alle typer elbiler.

Jens Moberg, CEO i Better Place Denmark, håber, at flere danske virksomheder følger Fiberline Composites’ eksempel:

- Vi er stolte af og glade for, at Fiberline Composites har valgt os som partner i deres skift til elbiler. Det er fremsynet at planlægge en fremtid med elbiler allerede nu, for en praktisk hverdag med elbiler kræver mere end blot en elbil og en stikkontakt. Kun med et veltilrettelagt netværk af ladestandere og intelligent opladning, der tager hensyn til, hvornår elnettet har en høj andel af vedvarende energi, får vi den optimale udnyttelse af elbilernes klimafordele og den bekvemme daglige transport, vi er vant til, siger Jens Moberg.


Kilde: Better Place

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079