23948sdkhjf

Jobfest i fjernvarmesektoren

Og man forventer det fortsætter.

Der er fremgang i fjernvarmesektoren. Antallet af beskæftigede i fjernvarmesektoren er vokset fra 8.600 i 2012 til 10.200 i 2016. Fremgangen er især sket i fjernvarmeindustrien.

I alt er der kommet cirka 18 procent flere medarbejdere i fjernvarmesektoren over de seneste fire år, hvilket i branchen ses som udtryk for, at den danske industri har en stærk position i markedet.

- De danske virksomheder i fjernvarmeindustrien har de seneste år oplevet en kraftig vækst i såvel antal af medarbejdere som i omsætning. De har en stærk position på markedet, men oplever også en øget interesse for de danske kompetencer på eksportmarkederne, siger Lars Hummelmose, direktør i Fjernvarmeindustrien og fortsætter:

- Vi forventer, at den positive udvikling, vi har set i fjernvarmesektoren de seneste år, også vil fortsætte de kommende år, hvor der på en lang række af de danske nærmarkeder er meget høje forventninger til udbygningen med fjernvarme.

Varmeforsyning understøtter industrien
Hos Dansk Fjernvarme glæder man sig også over udviklingen, som man ser som et udtryk for en stærk sektor, hvor en effektiv varmeforsyning går hånd i hånd med en stærk industri.

- Det danske fjernvarmesystem, hvor vi har en høj forsyningssikkerhed, lave priser og en kraftig stigning i andelen af vedvarende energi, er et godt udstillingsvindue, der understøtter industrien på eksportmarkederne, siger Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme.

- I varmeforsyningen har industrien et værdifuldt laboratorium, hvor selskaber, der har evnen og viljen og under den nuværende regulering, har kunnet afprøve og demonstrere deres teknologiske løsninger, påpeger han.

Mens antallet af medarbejdere er steget med 18 procent, er den samlede danske eksport af fjernvarmeteknologi og rådgivning steget med cirka 11 procent i perioden fra 2010 til 2016.

Analysen af fjernvarmesektorens branche- og eksportstatistik er foretaget af Damvad Analytics.

Fakta:

  • Antallet af medarbejdere i sektoren er de seneste fire år steget med 18 procent fra 8.600 i 2012 til 10.200 medarbejdere i 2016. Stigningen skyldes udelukkede flere medarbejdere i industrien.
  • Omsætningen industrien er steget med 29 procent fra cirka 14,2 milliarder kroner i 2012 til 18,3 milliarder kroner i 2016, mens omsætningen i varmeforsyningen er faldet med 11 procent i perioden fra 2012 til 2016.
  • Eksporten er øget med 8 procent fra 6,2 milliarder kroner i 2010 til 6,7 milliarder kroner i 2016, og udgør i dag cirka 1 procent af den samlede danske eksport. 59% af eksporten er til Vest- og Nordeuropa og især til nærmarkeder som Tyskland (16%), Sverige (9%) og Norge (5%). Kina (10%) er dog det næststørste eksportmarked.
  • Fjernvarmesektorens samlede bidrag til BNP udgjorde ved udgangen af 2016 i alt 17,3 milliarder kroner.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11