23948sdkhjf

Her skal fremtidens vand-løsninger udvikles - og testes

Betonelementerne er rejst og det 600 tons tunge dæk på 1. salen er netop støbt. Dækket holdes lige nu oppe af hundredevis af afstivere og bygningens runde form tegner sig fint mod den kølige blå forårshimmel.

CUBO Arkitekter har slået stregerne, mens det er Jakobsen & Blindkilde, der sørger for at udføre arbejdet på byggepladsen ved Skanderborg Forsynings nye domicil, AquaGlobe, på Døjsøvej 1.

Endnu syner det ikke af meget, men når det står færdigt den 1. december i år vil dets funktioner vække genklang i den danske – og forhåbentligt også i den internationale – vandsektor – og ikke bare give tag over hovedet til Skanderborg Forsynings 50 medarbejdere.

- Vi skal ikke bare bygge til os selv – det, der skal drive AquaGlobe, er udvikling og test af nye løsninger til gavn for vores kunder, og som samtidig fungerer som markedsføring for vores partnere, så de kan sikres salg og eksport af danske vandteknologiske løsninger, siger CEO hos Skanderborg Forsyning, Jens Frederik Bastrup.

Visionen er Water Valley

Visionen bag AquaGlobe er skabelsen af Den intelligente vandby, et regulært Water Valley, der skal danne grobund for inspiration, læring, uddannelse, rekruttering og sidst men allermest væsentligt: salg og eksport.

- Vandsektoren er ramt af succes i øjeblikket. Det har vist sig at eksportpotentialet i vandløsninger er tre gange så stort, som for vind i sin tid, fortæller Jens Frederik Bastrup, der håber at kunne vende hele vandverdenens øjne mod Skanderborg.

- Vi skal vise de gode løsninger, skabe innovative partnerskaber og tiltrække ikke bare relaterede brancher, men også helt andre brancher, som ikke før har haft deres daglige gang i vandsektoren, siger Jens Frederik Bastrup.

Ikke alene
At tiltrække en hel verdens aktører inden for vandteknologi kan man ikke gøre alene. Det er Jens Frederik Bastrup fuldt ud klar over. Derfor har han og forsyningen i Skanderborg allieret sig med danske virksomheder for at skabe de helt rigtige rammer for test af prototyper og nye koncepter.

Allerede før første spadestik, der blev taget 4. januar 2017 havde Skanderborg Forsyning teamet op med Kamstrup, AVK og Grundfos.

- Vi giver dem her muligheden for at teste deres prototyper og teknologier i en ægte forsyningssituation. Men det er ikke bare virksomheder inden for vandsektoren vi skal have ind. Vi kan ikke bare være os selv, siger Jens Frederik Bastrup, der drømmer om at tiltrækker aktuator- og robotproducenter til det nye vandbaserede test- og læringmiljø.

Døren til AquaGlobe står der med på vid gab for de virksomheder, som kan se en merværdi i at teste løsninger i et regulært forsyningskredsløb og ikke, som man ofte gør,i et konstrueret et af slagsen.

- Vi vil meget gerne have flere med og er i dialog med en del virksomheder. Fem har allerede underskrevet, og fem andre ligger klar til underskrift. Jeg regner med, at vi får skrevet under med tyve virksomheder i år, siger Jens Frederik Bastrup.

En real life refererenceramme
Kamstrup er en af de virksomheder, der allerede har testet en del produkter i samarbejde med Skanderborg Forsyning, senest et big-data program til forecast af vandforbruget hen over døgnets firetyve timer med intelligent styring af forsyningen til følge.

Derfor var virksomheden da også hurtigt med på projekt AquaGlobe.

- Vi ser det som et udstillingsvindue hvor vi kan vise vores kunder fra ind- og udland hvordan vores teknologi virker i real life, har Per Trøjbo hos Kamstrup tidligere sagt om bevæggrundene til at hoppe med på vandvognen i Skanderborg.

Selvom AquaGlobe endnu kun er rå betonelementer, så har Kamstrup allerede haft forretningsfolk fra hele verden med i Skanderborg for at vise de danske energiteknologier frem. Senest en gruppe fra Ghana.

- Det giver en helt unik forståelse for folk, når de med egne øjne og via dialog kan se, hvad de kan få ud af at investere i et produkt, siger Jens Frederik Bastrup.

Udstillingsvindue i 2020
Selve byggeriet af AquaGlobe skrider frem efter tidsplanen. Og når det står færdigt i december, drømmer Jens Frederik Bastrup om en globe fyldt med aktivitet og hotspots, hvor alle – ansatte såvel som interesserede borgere og potentielle partnerkunder - via skærme kan følge de mange demo-projekter både inden for i AquaGlobe og rundt omkring på forsyningens anlæg i kommunen.

Lige nu og her er det AquaGlobe, der optager en stor del af direktørens tid og tanker, og når den sidste sten i byggeriet er lagt, har han, Kamstrup og alle de andre lige præcis to år til at opbygge, udvikle og teste igennem og skabe de optimale rammer, inden IWA World Vater Congress i 2020 indtager København.

- Det er jo lykkedes os at få IWA til København. Det er et fremragende udstillingsvindue. Der kommer nok 5.000 vandfolk i de dage. Så nu skal vi bare have fundet ud af, hvordan vi får dem fragtet til Skanderborg, slutter Jens Frederik Bastrup.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.12