23948sdkhjf

Grønlands første brintanlæg indviet

H2 Logic A/S har udviklet og leveret brintanlægget, som ejes og drives af det nationale energiselskab Nukissiorfiit. Anlægget er et testanlæg, der skal give svaret på, om brint vil kunne bruges i landet i fremtiden.
Det er det nationale energiselskab Nukissiorfiit, som har købt det mobile anlæg, der nu er placeret udenfor virksomhedens hovedkontor i Nuuk. Anlægget er udviklet og leveret af H2 Logic A/S.

Formålet med testanlægget er at få erfaring med både produktion, transport og brug af brint som energibærer, og dermed undersøge mulighederne for at bruge brint, til at øge mængden af vedvarende energi i Nukissiorfiits produktion.

Bedre udnyttelse af kapacitet
- Store dele af året har vi en uudnyttet kapacitet på det vandkraftværk som forsyner os her i Nuuk. Ideen er at anvende denne kapacitet til at producere strøm til at spalte vand til brint og ilt i dette testanlæg, forklarede energidirektør Svend Hardenberg i sin tale.

- I perioder med større energiforbrug, typisk om vinteren, omdanner vi brinten igen til strøm og varme i anlæggets brændselscelle. Brinten vil altså fungere som et slags batteri, som lagrer energien til anvendelse efter behov.

Anlægget vil også fungere som et demonstrationsanlæg, som skal øge borgernes kendskab til brint og brændselsceller. Derfor er anlæggets ydervægge for eksempel blevet klædt med store, informative plancher som fortæller om anlæggets opbygning og funktion.

Støtter brintprojektet
Med til indvielsen var også medlemmet af Naalakkersuisut (Landsstyret) for Boliger, Infrastruktur og Trafik Jens B. Frederiksen. Han sagde blandt andet følgende i sin tale:

- Afhængighed af fossile brændstoffer nødvendiggør langtidsinvesteringer i teknologi, vidensopbygning og tro på nye udviklingsmuligheder via eksempelvis vedvarende energi såsom vandkraft, vind og sol, og brint. Selvstyret har siden 2006 afsat midler på finansloven til forskning og udvikling af vedvarende energi. Et initiativ der har støttet brintprojektet og fremover skal sætte fokus på energiforsyning i arktiske områder.

Situationen i dag
Omkring 60 % af den energi – el og varme – Nukissiorfiit producerer til hele landet, kommer i dag fra vandkraft. Den resterende del produceres ved brug af dyr og forurenende diesel. Især de mindre byer og bygder er afhængige af dieselkraft, hvor flere af dem ikke har mulighed for etablering af vandkraft, eller anden form for vedvarende energi i større skala. Hertil kommer at dieseldrevet energiproduktion bruges som reserve i de byer, som i dag bliver forsynet med energi fra vandkraftværker.

Fremtidsmuligheder
Med fortsat udvidelse af produktionskapaciteten med vandkraftværker i kombination med en satsning på brint og brændselsceller, kan det på længere sigt være muligt for Nukissiorfiit, helt at undgå anvendelse af diesel til el- og varmeproduktion. Ligeledes vil brint kunne anvendes som brændstof i transportsektoren, og med de betydelige vandkraft potentialer landet rummer, kan eksport af brint også være en mulighed i fremtiden.

Anlægget
Testanlægget anvender elektricitet til at spalte vand til brint og ilt. Brinten lagres efterfølgende, for senere igen at blive omdannet til elektricitet og varme i en brændselscelle når der er behov herfor.

Restvarme fra både brintproduktionen og brændselscellen kan udnyttes til opvarmning, mens elektriciteten kan sendes ud på el-nettet eller anvendes i Nukissiorfiits kontorbygning.

Et komprimerings- og distributionsanlæg for brint i tilknytning til brintproduktionen, gør det muligt at opsamle og tryksætte brinten på flasker. På den måde kan det transporteres ud til andre byer og bygder, og dér anvendes til elektricitet- og varmeproduktion. Anlægget er også forberedt til at kunne blive opgraderet med en optankningsstander så at brint kan anvendes som brændstof til transport.

Næste skridt
De næste faser af projektet er allerede under planlægning. En af ideerne går på enten at distribuere brint fra anlægget ud til en nærliggende bygd eller alternativt helt at flytte anlægget, som netop er designet til at kunne flyttes, rundt efter behov.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.085