23948sdkhjf

Dansk Byggeri kritiserer Energitilsynet for smøleri

Det regionale eltransmissionsnet skal være nedgravede kabler frem for luftledninger. Men indtil videre har Energitilsynet forhindret arbejdet i at gå i gang, lyder kritikken.
Som opfølgning på energiaftalen i februar 2008 vedtog de samme partier i november 2008 en aftale om den fremtidige udbygning af det overordnede elnet i Danmark. Aftalen er blevet udmøntet i en kabelhandlingsplan, som skal sikre nedgravning af næsten 3.000 km nye kabler og nedtagning af mere end 3.000 km eksisterende luftledninger, skriver Dansk Byggeri.

Kabellægningen rummer mange fordele med bedre forsyningssikkerhed, bedre muligheder for udbygning af den vedvarende energi, økonomi, miljø og elmarkedets funktion.

Danske Anlægsentreprenører ærgrer sig
Men det koster penge at grave kablerne ned, og det er kernen i det aktuelle problem, da netselskaberne skal have meromkostningerne til kabellægningen dækket efter nogle bestemte beregningsfaktorer, som skal fastlægges af Energitilsynet. Disse beregningsfaktorer har Energitilsynet endnu ikke fastlagt.

- Og derfor er der ikke sket så meget siden da, fortæller Niels Nielsen, branchedirektør i Danske Anlægsentreprenører. Han ærgrer sig over stilstanden, da kabelhandlingsplanen betød mange interessante opgaver for en branche med stor ledig kapacitet.

- Danske Anlægsentreprenører får meldinger fra medlemsvirksomheder om, at netselskaberne udskyder eller stopper projekter med nedgravning af kabler, fordi Energitilsynet ikke kan levere de nødvendige beregningsfaktorer, og det er både ærgerligt og uforståeligt. Det er jo bare administrativt bøvl, som nu bremser anlægsaktiviteten.

Danske Anlægentreprenører undrer sig
Niels Nielsen undrer sig over, at der ikke gøres en større indsats for at høste fordelene ved kabellægningen. Danske Anlægsentreprenører har derfor henvendt sig til Energistyrelsen om problemet, men Energistyrelsen mener ikke, at de manglende beregningsfaktorer forhindrer netselskaberne i at gennemføre projekterne med kabellægningen. Energistyrelsen forventer at Energitilsynet vil være færdig med beregningerne inden sommerferien 2010.

- Når nu netselskaberne ikke vil gå i gang med at gennemføre kabellægningen, før de har fået oplyst beregningsfaktorerne af Energitilsynet, og konsekvensen er, at projekterne udskydes eller stoppes, må vi forlange, at Energistyrelsen straks kommer på banen med den nødvendige information til netselskaberne. Vi kan ikke være tjent med, at smøleri i styrelsen spænder ben for, at gravearbejdet kan komme i gang, slutter Niels Nielsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.1