23948sdkhjf

PM Energi sikrer nødstrøm på supersygehus

Brønderslev-virksomheden er valgt som leverandør af nødstrømsanlæg til det 127.000 kvadratmeter store supersygehus DNV-Gødstrup uden for Herning.

PM Energi skal levere otte generatoranlæg á 1.100 kVA til sikring af nødstrømmen på DNV-Gødstrup. Det skriver PM Energi i en pressemeddelelse.

Byggeriet bliver færdiggjort i 2020, men allerede i begyndelsen af 2018 skal den samlede nødstrømsløsning være etableret og klar til idriftsættelse. Opgaven har været i licitation, og det glæder direktør Carsten Madsen, at man er udpeget som leverandør til endnu et jysk supersygehus.

- Vi har altid leveret mange løsninger til hospitalsvæsenet. Det særlige i disse år er, at der er tale om virkelig store nybyggerier. Det er spændende at sætte sit aftryk fra begyndelsen, siger han og fortæller videre, at man også er ansvarlig for back-up på Det Nye Universitetshospital i Århus, hvor nødstrømmen var færdigetableret i 2014. Der er dog tale om to vidt forskellige opgaver.

- Man kan ikke lave en direkte sammenligning. Vores projektbeskrivelse skal opfylde de specifikke ønsker og krav i udbudsmaterialet. Behovet er et andet i Gødstrup end i Skejby.

Ekstra opmærksomme på nødstrøm
Hver enkelt af de otte generatoranlæg, som skal sikre det nye supersygehus, bliver indbygget i en 40 fods High Cube container med blandt andet køler, ventilation, støjskærm, step-up transformere og elinstallationer. PM Energi er ansvarlig for design og projektering af samtlige systemer i leverancen til Eniig.

- Vi tager højde for alle scenarier. I sundhedsvæsenet kan et strømsvigt føre til livstruende situationer. Et udfald i forsyningen må aldrig påvirke hospitalets funktioner, understreger Carsten Madsen og tilføjer, at der er kommet endnu mere fokus på driftsikkerheden i forbindelse med sundhedssektorens nybyggerier. Flere processer bliver automatiseret, og det er fremtidssikrede løsninger, der efterspørges. DNV-Gødstrup er ingen undtagelse.

- Det er kun positivt, at de teknisk ansvarlige er ekstra opmærksomme på nødstrømmen. Det giver os flere ordrer med stor volumen, men samtidig er konkurrencen i branchen blevet hårdere og kravene skærpet. Det ændrer dog ikke vores strategi. Vi prioriterer stadig kvalitet frem for pris.

Travlhed før flytning
Den kommende leverance til det nye sygehus ved Herning er blot et af flere spændende projekter i ordrebogen. Det giver stor travlhed i hele organisationen før sommerens flytning til et nyt domicil. Det tidligere Volvo-værksted i Brønderslev er i øjeblikket ved at blive bygget om, så det opfylder kravene til de fremtidige behov hos nødstrømsspecialisten.

- Vi får dobbelt så meget plads, og det er tiltrængt. Både produktion og administration kommer til at nyde godt af flytningen. Vi starter flytningen hen over sommerferien. Der bliver tale om en glidende overgang, så vi kan aflevere de igangværende projekter til tiden, slutter Carsten Madsen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078