Algecenter skal omdanne alger til biomasse
Et nyt algeinnovationscenter vil med støtte fra Fornyelsesfonden udnytte energipotentialet i alger. Et demonstrationsanlæg til fremstilling af alge-biomasse er på vej.
Formålet med projektet er at dyrke og udnytte alger til blandt andet biomasse, energiproduktion og vandrensning. Derfor kan Grønt Center i Holeby på Lolland se frem til at udvide deres faciliteter med et nyt demonstrations- og forsøgsanlæg.
At blive arbejdsløsheden kvit
Fornyelsesfonden har valgt at støtte algeinnovationscenteret for at skabe erhvervsmæssig omstilling i et område, der er hårdt ramt af arbejdsløshed.
Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen siger om støtten til Grønt Center på Lolland.
- Alle dele af Danmark skal fortsat arbejde målrettet på at skabe fornyet vækst og beskæftigelse. Med Fornyelsesfonden bakker vi nu op om solide vækstprojekter som dette fra Grønt Center, der kan være med til at skabe grundlaget for en langsigtet grøn vækst på Lolland.
Enormt potentiale
Direktør Birgit Hartvig Larsen, Grønt Center, siger:
- Alger har et enormt forretningsmæssigt potentiale til fx biomasse, energiproduktion, vandrensning og højværdiprodukter til eksempelvis fødevare- og medicinalindustrien. I det nye center kan vi i pilotskala lave dyrkningsforsøg af stor interesse for både forskningsmiljøet og de danske virksomheder og dermed være med til at fastholde en dansk førerposition på cleantech-området.
Grønt Center forventer, at det nye innovationscenter vil få tilknyttet en eller flere ph.d.-studerende fra Københavns Universitet.