Europas gældsproblemer truer vindmølle-satsning
En række EU-lande kæmper med ildrøde tal på statsfinanserne, og det kan forsinke udbygningen af vindmølle-nettet, mener flere analytikere.
- Det kan få betydning for udbygning af vedvarende energi – den kan blive mindre ambitiøs, end man har planlagt, udtaler analytiker hos Jyske Bank, Christian Nagstrup, til Børsen.
Vestas møder stadig opbakning
Hos brancheorganisationen Vindmølleindustrien erkender man risikoen for en langsommere udbygning af vindmølle-nettet.
- Vindmølleindustrien er en del af verdensøkonomien, og går det ned for økonomien, går det ned for os, men jeg tror, den politiske opbakning er intakt, udtaler vicedirektør Jakob Holst, til Børsen.
Hos vindmølleproducenten Vestas frygter man dog ikke store reduktioner i investeringerne i EU. Direktør for goverment relations, Peter Brun, forklarer, at man møder uændret opbakning fra de europæiske regeringer, og han glæder sig over, at lande som Storbritannien og Grækenland har meldt særdeles ambitiøse mål ud.