Energinet.dk klar til at forskønne landskabet
Energinet.dk's bestyrelse har netop besluttet, at Energinet.dk skal gå videre med seks forskønnelsesprojekter i 400 kilovolt højspændingsnettet for at gøre landskabet mere harmonisk.
De seks forskønnelsesprojekter, som Energinet.dk går videre med, er:
- Årslev Engsø ved Århus
- Aggersund
- Vejle Ådal
- Lillebælt
- Roskilde Fjord
- Kongernes Nordsjælland
- Alle seks projekter er nøje analyseret og beskrevet, og vi er klar til at tage næste skridt, som er at søge de nødvendige godkendelser, siger projektchef Aksel Gruelund Sørensen.
Projekterne skal godkendes af de lokale planmyndigheder og klima- og energiministeren.
Forskønnelsesprojekterne er resultatet af en politisk aftale om principperne for den fremtidige udbygning af det overordnede elnet i Danmark.
Aftalen indebærer blandt andet, at store dele af landets højspændingsnet fremover bliver lagt som jordkabler, og at udvalgte strækninger i 400 kilovolt-nettet skal forskønnes. En aftale energiforligspartierne (regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne, SF, Det Radikale Venstre og Liberal Alliance) indgik i november 2008.