23948sdkhjf

40 mio. kr. skal sende eldrevne lastbiler på vejene

Syddansk Vækstforum skyder 40 mio. kr. i et projekt, der skal ombygge lastbiler fra at være dieseldrevne til eldrevne. Første køretøjer ventes klar næste år.
Takket være 40 mio. kr. fra Syddansk Vækstforum vil de første eldrevne renovationsbiler og slamsugere være på markedet allerede til april næste år, skriver dagbladet Børsen.

Det er et tæt samarbejde mellem 11 virksomheder, organisationer og videncentre i Syd- og Sønderjylland og i den nordlige del af Tyskland, der netop har fået et økonomisk boost til at at ombygge dieselslugende arbejdskøretøjer til at være eldrevne.

Rasmus Banke, Danfoss, der er en af drivkræfterne bag projektet, forklarer til Børsen, at eldrevne løsninger til store køretøjer hurtigt bliver mere rentable end løsninger til små eldrevne personbiler, da der hurtigere opnås en højere energibesparelse på de tunge arbejdskøretøjer.

Starter ud med renovationsbiler og slamsugere
I første omgang starter folkene bag projektet ud med renovationsbiler og slamsugere, fordi de kører i begrænsede områder, der muliggør opladning eller skift af batteri uden det kræver den helt store ombygning af landets infrastruktur.

- En renovationsbil kører eksempelvis den samme rute hver dag, og så kan den lades op om natten på en fast ladestation i garagen, siger Rasmus Banke.

En eldreven renovationsbil vil reducere udledningen af CO2 med 15-20 tons om året.

Ekstra skub til projektet
Udover Rasmus Banke, Danfoss, har Hans Kirk, Danfoss, Claus Schmidt, Udviklingsråd Sønderjylland og Hans A. Pedersen via Lean Energy Cluster været med til at starte projektet.

Og pengene kommer på et godt tidspunkt.

- Med støtten fra Syddansk Vækstforum får vi nu mulighed for at sætte ekstra skub i innovationsprojektet, der har været undervejs i mere end et år. Vores mål er at ændre den grundlæggende teknologi bag arbejdskøretøjer, og det har et stort eksportpotentiale, siger Rasmus Banke.

Det samlede budget for projektet med udvikling af en eldreven renovationsbil og slamsuger løber op i 25,2 mio. kr.

Det er Lean Energy Cluster, der modtager pengene fra Syddansk Vækstforum.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078