23948sdkhjf

Investorer køber sig ind i Dall Energy

Omsætningen ventes syvdoblet.

De fire Business Angels og erfarne profiler inden for energisektoren, Anders Brandstrup, Peter Maagøe Petersen, Henrik Dalsgaard og Kurt Bjørkvik, har hver købt tre procent af Dall Energy.

- Som led i vores klare strategiskifte, hvor vi nu går til markedet som en entreprenørvirksomhed, hvor vi leverer komplette biomasse anlæg, har det været naturligt at få branchetunge profiler ind i ejerkredsen. De kan på hver deres områder tilføre unik viden om markedet og projektgennemførsel, så vi fra start har den rigtige go-to-market-strategi, forklarer Jens Dall Bentzen, Stifter og adm. direktør hos Dall Energy.

Ud over de fire Business Angels og Jens Dall Bentzen, så er også amerikanske Spraying Systems, der er verdens største producent af dyser til industrien, med i ejerkredsen

Leverandør af færdige anlæg
Dall Energy har hovedsæde Hørsholm og har udviklet en multibrændselsovn, der gennem en todelt proces omdanner organisk materiale som f.eks. haveaffald til varme-energi .

Med kapitaludvidelsen har Dall Energy gennemført et strategiskifte, hvor virksomheden, ud over tegninger, rådgivning og planlægning, nu også er i stand til at levere færdige anlæg. Det betyder også, at Dall Energy på få måneder er gået fra en til seks ansatte.

- Med transformationen til entreprenørvirksomhed følger garantier over for vores kunder. Med en Vækstgaranti fra Vækstfonden er finansieringen nu også på plads, og vi er allerede i gang med det første turn-key projekt hos Sindal Varmeforsyning, siger Jens Dall Bentzen.  

Entreprenør-statusen gør også, at Dall Energy nu selv skal til at producere sine anlæg, hvis altså opgaven kræver det. Det vil dog i høj grad foregå ved hjælp af underleverandører, oplyser Dall Energy.

Vil med på rejsen
Med udgangen af 2018 bortfalder en stor del af støtten til fjernvarmeværker, der bruger naturgasfyrede anlæg.

Derfor er værkerne allerede nu på udkig efter alternative løsninger, så varmepriserne hos forbrugerne kan holdes i ro. 

- Med Dall Energys strategiskifte og et helt unikt produkt, så ligger der et kæmpe potentiale, herunder også eksportmarkederne. Miljørigtige løsninger i energisektoren har fuldt politisk fokus, så det er en spændende rejse, der starter nu, og som jeg gerne vil med på, siger Kurt Bjørkvik, den ene af de fire Business Angels.

Stigende efterspørgsel
Dall Energy har mange forespørgsler fra varmeværker i ind- og udlandet, og Jens Dall Bentzen oplever stor interesse og efterspørgsel fra hele verden.

- Vores ovn er unik, fordi det er den eneste på markedet, der bruger forgasning i forbrændingsprocessen, og derved producerer vi et af verdens mest miljøvenlige anlæg. Derfor forventer jeg, at vi de kommende år kommer til at vækste med mellem 30-50 procent årligt, forklarer Jens Dall Bentzen.

Jens Dall Bentzen forventer at omsætningen for 2017 kommer til at ligge på ca. 20. millioner kr. I 2016 omsatte Dall Energy for 3 millioner kr.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093