23948sdkhjf

Danmark spinder guld på elhandel

Danmark har det seneste årti tjent 6,8 mia. kr. på at handle med el. Vindkraft er en vigtig faktor i succesen og kan styrke vores handelsposition yderligere.
Tallene fra Danmarks Statistik i tidsperioden fra 2001 til 2009 taler sit tydelige sprog.

Danmark har en god forretning kørende med køb og salg af el med Norge, Sverige og Tyskland. Essensen er, at en kombination af effektiv elproduktion, herunder vindmøller, vores geografiske placering midt mellem de store elmarkeder i Norden og Tyskland samt gode kabelforbindelser tilsammen skaber det gode udgangspunkt for Danmark.

Aldrig afhængige af enkelt land
Handlen med el over grænserne er med til at sikre, at vi i de perioder, hvor vinden ikke blæser så kraftigt, kan importere el fra de af vores nabolande, hvor el i den enkelte time er billigst.

Vi er dermed aldrig afhængige af et enkelt marked eller teknologi.

Vores elhandelsbalance er således positiv for hvert enkelt år fra 2001 – 2009, og det selv i de år, hvor vi netto fysisk har importeret el. Det årlige overskud på vores samhandel på el har svinget mellem 160 mio. kr. og 2,6 mia. kr. Samlet set over hele perioden var overskuddet på 6,8 mia. kr.

Mere vindenergi
Danmarks succes med at integrere 20 pct. vindenergi i elsystemet er en medvirkende faktor i historien om overskud på handelsbalancen, idet vindkraft har de laveste marginale produktionsomkostninger, og derfor byder ind med den mest konkurrencedygtige pris på elmarkedet.

I takt med at vi i Danmark integrerer mere og mere vind, vil vi derfor kunne styrke denne handelsposition, hvis vi udbygger med transmissionsforbindelser til de markeder, hvor elprisen er høj, som f.eks. Tyskland og Holland.

Danmark som transitland
Danmark fungerer på grundlag af vores geografiske beliggenhed og især de gode kabelforbindelser som transitland for elhandel i Norden. Det vil sige, at vi ofte importerer el fra Norge og Sverige i vådår samtidig med, at vi eksporterer el til Tyskland, hvor prisen på el er højere i gennemsnit, end den er i Danmark.

I tilfælde af tørår er det derimod Norge og Sverige, der importerer el fra os, og i 2006, som var et tørår, var handelsoverskuddet på el på ca. 2,6 mia. kr.

Kilde: Vindmølleindustrien

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109