23948sdkhjf

Byrådskandidater siger ja til flere vindmøller

Et flertal af landets byrådskandidater er tilhængere af mere vindkraft i deres kommuner, viser rundspørge.

Trods mange, ofte heftige, debatter om vindmøller i flere kommuner er der fortsat stor opbakning at hente til de store møller blandt kommunalpolitikerne.

I en Ritzau-rundspørge, som 4028 kandidater har svaret på, siger 67 procent af byrådskandidaterne, at de er tilhængere af mere vindkraft i deres kommune.

Aabenraas borgmester Thomas Andresen (V) er en af de kandidater, der siger ja til mere vindkraft i kommunen for at nå klima- og energimålet.

Det er til trods for, at han er borgmester i en kommune, som har sagt midlertidigt stop for opførelsen af flere vindmøller.

- Når jeg siger, at jeg er tilhænger af vindkraft, så er jeg lige så meget tilhænger som de borgere, der siger, at de er tilhængere af vindmøller, så længe de ikke skal stå i deres egen baghave.

Thomas Andresen stiller som krav for nye vindmøller i sin kommune, at der bliver indført nye afstandskrav.

600 meters afstand til beboelse fra en 150 meter høj mølle er ikke altid nok, selv om reglerne i dag tillader det, mener borgmesteren, som har foreslået et afstandskrav på minimum en kilometer.

Han mangler desuden at få vished om, hvordan vindmøllernes støj påvirker helbredet, hvilket Kræftens bekæmpelse er i gang med at undersøge.

I bedste fald var det dog ikke ham selv, der skulle tage beslutningen, siger han.

- Det er sjældent, at jeg beder om at få frataget indflydelse, men det bedste ville være, at man fra nationalt plan fandt nogle passende arealer, som man kunne udlægge til vindmøller. Til gengæld ville jordejerne blive kompenseret.

- Alternativet er, at vi som lokalpolitikere står med nogen på den ene side, der har en økonomisk fordel i vindmøllerne, og som naturligt nok synes, det er er en god idé, mens der på den anden side står et ret stort flertal, der skal leve med generne, siger Thomas Andresen.

Den konflikt vil han som lokalpolitiker nødigt tage, lyder det. Men hvis staten beslutter sig for at placere vindmøller i Aabenraa Kommune, er han tilhænger af den beslutning.

Energiminister Lars Christian Lilleholt har ved flere lejligheder meldt ud, at han ikke agter at trumfe vindmøller igennem.

- Forudsætningen for den grønne omstilling er, at der er lokal opbakning. Derfor er jeg lodret uenig i, at staten skal placere vindmølleparker, sagde han til Finans i maj.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.181