23948sdkhjf

Mammutmøde skal bane vej for mere vedvarende energi

Energiministeren vil hæve EUs mål for vedvarende energi

Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) rejser i dag til energirådsmøde i Bruxelles.

Sammen med energiministrene fra de øvrige 27 EU-medlemslande skal Lars Chr. Lilleholt blandt andet finde fælles fodslag om ambitionerne for mængden af grøn energi i EU. EU’s mål er 27 procent vedvarende energi i vores energiforbrug i 2030, men det mål skal efter regeringens mening hæves til 30 procent.

- Regeringen arbejder for et højere ambitionsniveau i EU på klima- og energipolitikken, og jeg rejser til Bruxelles for at få mine ministerkollegaer med på at hæve EU’s mål for vedvarende energi fra 27 op til 30 procent 2030. Det vil være et mærkbart løft af EU’s nuværende ambitioner, og jeg forudser svære forhandlinger i dag, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V).

Et ambitiøst EU-mål på 30 procent vil ifølge beregninger fra Kommissionen kunne give Danmark et mål for vedvarende energi i nærheden af 50 procent, hvilket svarer til regeringens mål om, at mindst halvdelen af Danmarks energibehov skal dækkes af vedvarende energi i 2030.

Mammutmøde
Efter et hæsblæsende efterår under det estiske formandskab tegner energirådsmødet til at blive et mammutmøde. EU’s energiministre drøfter en omfattende pakke af forslag, der skal drive den grønne omstilling og tilpasse elmarkedet til en ny virkelighed, hvor vind og sol vil udgøre en stadig større del af energiforsyningen.

- Det her bliver et mammutmøde med svære forhandlinger. Danmark presser på for at EU hæver sit ambitionsniveau, og med i tasken har vi en masse at byde ind med. Vi er et af de lande i verden, der er kommet længst i den grønne omstilling. Og vi har gjort det på en omkostningseffektiv og smidig måde, hvilket der lyttes til på den internationale scene,” siger Lars Chr. Lilleholt.

Ministrene skal også nå til enighed om det såkaldte forvaltningssystem, som skal sikre, at de fælles EU-mål på energi- og klimaområdet indfries, og at fremdriften mod målene løbende måles og evalueres, så der om nødvendigt kan gribes ind, hvis der opstår problemer undervejs.  Forvaltningssystemet skal desuden sikre, at alle EU’s medlemslande yder et fair bidrag til målene.

Efter energirådsmødet i Bruxelles skal der efter planen indledes forhandlingerne mellem Rådet og Parlamentet om såvel VE-direktivet som de øvrige forslag, der er på bordet.

/ritzau

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.099