700 mio. kr. til forskning i overskudsbiomasse
Novo Nordisk Fonden står bag bevillingen til et nyt forskningscenter i bioteknologi
Forskningens fokus bliver, hvordan bakterier og svampe kan bruges til at mindske afhængigheden af den olie-baserede kemiske industri.
- Centeret har potentiale til at skabe nybrydende resultater og udklække forskere, som vil udgøre grundlaget for en grøn vækst med mange nye danske arbejdspladser og meget stærke eksport-muligheder, siger Novo Nordisk Fondens bestyrelsesformand, dr. techn. Ulf J. Johansson.
Dream team
Centeret får satellitter med omdrejningspunkt i teknologiske platforme på både Chalmers Tekniska Högskola i Göteborg og Kungliga Tekniska Högskolan i Stockholm. Dermed bliver det fra starten unikt på den internationale scene ved en egentlig integration af forskning inden for molekylær biologi, matematisk modellering, bioinformatik og fermenteringsteknologi.
- Vi er stolte over at DTU har samlet et ”dream team” bestående af seks absolut førende forskere til at stå i spidsen for denne forskningssatsning, hvor forskellige discipliner nu samles og samarbejder i ét fysisk center, siger Ulf J. Johansson.
Centerets leder bliver en internationalt førende kapacitet, professor Bernhard Palsson, som kommer fra University of California San Diego, USA. Han har en imponerende publikations- og patenthistorik inden for en bred vifte af bioteknologiske felter og er kendt som en særdeles dygtig forskningsleder.