23948sdkhjf

Her samles forsyning, forbrug, bygninger og by i ét

Demonstrationsprojektet EnergyLab Nordhavn vil vise vejen for fremtidens intelligent energisystem – og hædres nu med Energiforum Danmarks Energi- & Miljøpris.

Når Århusgade i Københavns Nordhavn i disse år skyder op som en af hovedstadens nye bydele, handler det om andet og mere end kontorer, boliger og byrum.

By & Havn, som udvikler området, gav i 2015 grønt lys til, at området også kan fungere som storbylaboratorium for udvikling og demonstration af fremtidens energiløsninger.

"EnergyLab Nordhavn" hedder det EUDP-støttede forsøgsprojekt, der har som mål at bruge Århusgadekvarteret som afsæt for udvikling af løsninger, som vil kunne anvendes i fremtidens bæredygtige, tætbefolkede lavenergi-byer over hele verden. 

Det initiativ er nu belønnet med Energiforum Danmarks Energi- & Miljøpris, som blev uddelt tirsdag eftermiddag på Hotel Nyborg Strand i forbindelse med Energiforum 2018.

- EnergyLab Nordhavn nedbryder energibranchens traditionelle silotænkning og ser forsyning, forbrug, bygninger og by i ét samlet hele. Det skaber rum for intelligent energiudnyttelse og taler direkte ind i dét, vi mener, er fremtidens løsning, siger Energiforum Danmarks formand, Lars Thygesen.

Boligen som aktiv medspiller
EnergyLab Nordhavns mange aktiviteter tæller eksempelvis forsøg med varmelagring i fjernvarmenettet, men også brug af bygningsautomation som et aktivt link mellem bygning og forsyning.

Det gælder blandt andet den ombyggede kornsilo, ”Frihavnstårnet”, hvor boligerne på de tre øverste etager indgår i energisystemet som såkaldte ’prosumers’, der både producerer og forbruger energi.

- Boligen er ved at undergå samme udvikling, som vi har set med telefonen. Den bliver i stigende grad digital, koblet til internettet ved hjælp af bygningsautomation. Dermed åbnes der for løbende at tilføje nye funktionaliteter, som øger komforten. Samtidig åbner vi op for at boligen bliver en aktiv medspiller i vores energisystem, der i stigende grad forudsætter mere fleksibilitet i energiforbruget, siger Allan Andreasen, forretningsdirektør i ABB’s Electrification Products’ division, som er blandt partnerne i projektet.

Ikke kun for nye bygninger
Energiforum Danmarks dommerkomite skulle i år vælge mellem tre nominerede. Foruden EnergyLab Nordhavn var det Bygningsstyrelsens energistyringsprojekt, der sætter fokus på datakvalitet og dataejerskab, samt Coops satsning på energieffektivisering, der gennem klassiske dyder som styring, optimering og medarbejderinddragelse opnår store besparelser.

At valget i sidste ende faldt på EnergyLab-projektet, hænger blandt andet sammen med, at hensigten med de løsninger, der udvikles i Nordhavn, skal kunne kopieres og anvendes i en lang række byer over alt i verden. Også i byer og bydele der allerede eksisterer.

Løsningerne er ikke kun til topmoderne bygninger på helt nyudviklede byggegrunde. Særligt den aktive brug af bygningers varmekapacitet, men også den intelligente kobling af energidata fra boliger og erhvervsbyggeri med data fra fjernvarme og elsystemet, har store perspektiver, mener Energiforum Danmark.

- Selv om vedvarende energi er blevet billigere, giver det stadig mening at udnytte energien intelligent og effektivt. Energieffektivisering og forsyningsteknologier, skal ses i sammenhæng og ikke som modsætninger og EnergyLab Nordhavn viser, hvordan man kan gøre det intelligent, siger Lars Thygesen.

Energi- og Miljøprisen, der består af et kunstværk og et diplom blev overrakt af Kim Bencke fra Dansk Fjernvarme, Nikolaj Nørregaard fra Dansk Energi og Kim Escherich fra IMB.

Prisen er blevet uddelt siden 1984 og blev sidste år vundet af Københavns Lufthavn.

Om EnergyLab Nordhavn

”EnergyLab Nordhavn – nye energiinfrastrukturer i byer” er et fireårigt projekt, der løber fra 2015 til 2019 med et samlet budget på 129 mio. kroner.

Projektet bruger Nordhavn som et levende storbylaboratorium og demonstrerer, hvordan man kan sammentænke el, varme, energieffektive løsninger og elektrisk transport i et intelligent, fleksibelt og optimeret energisystem.

Projektet ledes af Center for El og Energi på DTU. De øvrige partnere er Københavns Kommune, By & Havn, Hofor, Radius, ABB, Balslev, Danfoss, Clean Charge, Metrotherm, Glen Dimplex og PowerLabDK-faciliteterne.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094