Trods benhård konkurrence: Blue Energy øger overskuddet
El-selskabet Blue Energy kommer ud af 2017 med en vækst på over 20 procent i forhold til 2016, en bruttofortjeneste på 14,4 mio. kr. og et resultat før skat på 6,8 mio. kr.
Egenkapitalen steg sidste år med 39 procent fra 12,1 mio. kr. til 17,4 mio. kr.
Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.
Væksten kommer nærmest til trods for, at man bevæger sig i et marked, hvor konkurrencen er benhård.
- Vores gennemslagskraft i markedet lover godt for fremtiden. At vi kan vækste i denne takt i et marked, der er så hårdt, giver mig en tro på, at vi kan udvikle selskabet endnu mere, siger direktør i Blue Energy Allan Flindt og fortsætter:
- Vi er både stolte af og tilfredse med årets resultat. En af årsagerne til det flotte resultat er de effektive it-værktøjer, som vi selv har udviklet. De gør os i stand til at løfte både omsætning og indtjening hvert eneste år.
Blue Energy imødeser en tilsvarende vækst i 2018 og forventer også at kunne smykke sig med en Gazelle-pris.
Blue Energy beskæftiger cirka 50 medarbejdere.
mio. kr. | 2017 | 2016 |
---|---|---|
Bruttofortjeneste | 14,4 | 14,3 |
Resultat af primær drift | 7,5 | 6,3 |
Resultat før skat | 6,8 | 5,5 |
Årets resultat | 5,3 | 4,3 |
Egenkapital | 17,4 | 12,2 |
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2017 |