Bulgarsk Brunata-ordre til 75 millioner
For fjerde gang har Brunata vundet en udbudsrunde om levering af fjernvarmeunits til det bulgarske fjernvarmenet.
Den nye ordre betyder, at Brunata nu har vundet 4 udbudsrunder i Bulgarien til en samlet værdi af mere end 194 mio. kr. Tidligere har selskabet leveret og installeret i alt 7.100 OpTherma fjernvarmeunits til Sofias fjernvarmenet.
Produktion i Bulgarien
Produktionen af OpTherma fjernvarmeunits tog sin begyndelse i Bulgarien.
Virksomheden etablerede et datterselskab i Sofia med henblik på at fremstille de patenterede varmefordelingsmålere. Men da forholdene på daværende tidspunkt ikke var moderne nok til fordelingsmålere, begyndte man at producere fjernvarmeunits - som en naturlig del af moderniseringen af Sofias varmenetværk, fortæller tidligere direktør Peter Fischer Hansen.
I dag er der produceret ca. 10.000 fjernvarmeunits i forskellige størrelser på fabrikken.