23948sdkhjf

Pelsdyr, fugle og snegle skaber el-afbrud

Det er ikke spøgeværk at være årsag til en strømafbrydelse. Det er lig kraftigt stød og en hurtig død

Danskerne har elektricitet i deres stikkontakter mere end 99,99 procent af tiden, og selv om det er i verdenseliten, så sker der afbud i ny og næ. Årligt skyldes cirka 100 af disse afbrud, at rotter, mus, fugle, snegle og andre levende væsener kommer i karambolage med udstyr i kabelskabe, på transformerstationer eller på luftledninger.

- Vi har haft afbrud både på grund af muldvarper og snegle i kabelskabe. Vi har også oplevet afbrud som følge af, at rotter og katte trænger ind på en transformerstation og lægger sig på en transformer, fortæller Martin Kamstrup Hykkelbjerg, der er driftsansvarlig i NOE Net i Holstebro.

For dyrene er det ikke spøgeværk at være årsag til en strømafbrydelse, hvad enten de af vanvare kommer i berøring med elektrisk ledende materiel eller ligefrem gnaver i ledninger. Elektricitet direkte fra elnettet er lig med et kraftigt stød og en hurtig død.

Tre måger på en samleskinne
For elnetselskaberne og deres kunder er det træls med afbrud, men det går som regel hurtigt med at få genetableret strømmen efter en kortslutning.

- Rotter er traditionelt det største problem, når vi ser på hvor mange afbrudsminutter, de enkelte dyr medfører. Den største hændelse indenfor de seneste ti år var i 2011, da tre måger kom for tæt på en udendørs samleskinne på en 60 kV-station i Nordjylland. Det ’kostede’ over en million kundeafbrudsminutter, fortæller civilingeniør Marie Faber Frølich fra Dansk Energi.

I over 50 år har Dansk Energi løbende samlet data fra elnetselskaberne til Elfas, Elselskabernes Fejl- og Afbrudsstatistik. Et nyt udtræk af data fra Elfas viser, at fugle udgør et lige så stort problem som rotter, når det handler om hvor mange kunder, der bliver afbrudt i 0,4-60 kV-nettene. Værst i nyere har været en hændelse på det østdanske 10 kV-net, hvor over 30.000 kunder var uden strøm på grund af uspecificerede fugle. Fejlen blev udbedret på syv timer.

Godt for leveringssikkerheden
Data fra Elfas viser også, at det ikke er lige meget, hvor dyr og fugle ramler ind i komponenter på elnettet.

Hvis en eller flere fugle ramler ind i luftledninger eller tårntransformere, kan det påvirke langt flere kunder, end hvis en rotte kravler uheldigt ind i en lokal transformerstation for at holde varmen. Med elnetselskabernes kabellægning bliver risikoen for afbrud på grund af kræ og kryb derfor reduceret.

– Tidligere har vi oplevet afbrud som følge af svaner, der fløj ind i luftledninger, men vi har kabellagt vores net, og det mindsker risikoen for afbrud på grund af storm - og fugle. Vi er ved at nedlægge vores tårntransformere, og det vil også være godt for både fugle og leveringssikkerhed, siger Martin Kamstrup Hykkelbjerg fra NOE Net.

Dyr søger ly om efteråret
Statistikken for 2017 viser, at der er færre dyr, der forårsager afbrud i første halvdel end sidste halvdel af året. I de første måneder drejer det sig om maksimum fem afbrud pr. måned. Lidt værre bliver det, når efteråret går på hæld, og fugle og dyr begynder at fryse. Her vokser antallet af dyreskabte afbrydelser til knap 25 pr. måned.

- Der er en klar tendens til, at dyrene søger ind på transformerstationerne, når temperaturen falder i oktober og november, konstaterer Marie Faber Frølich.

Artiklen er bragt i samarbejde med Dansk Energi

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.271