23948sdkhjf

Danske universiteter i europæisk elite

De danske universiteter er blandt Europas absolut bedste til at samarbejde med private virksomheder.
Danmarks Tekniske Universitet hører til top 10 i både Europa og hele verden samlet set, når det gælder evnen til at publicere sammen med private virksomheder.

Men også universiteterne i København og Aalborg kan – med placeringer i kategorien fra nummer 11 til 25 i Europa – være stolte af resultaterne, der er opgjort af det hollandske Universiteit Leiden på baggrund af antal sampublikationer, universiteterne har haft med private virksomheder i perioden 2006-2008.

- Det er en fantastisk god nyhed. Den bekræfter os i, at den strategi, vi har lagt, om at DTU skal nyttiggøre viden til gavn for det omgivende samfund, rent faktisk virker. Samtidig er det en indikation på, at virksomhederne finder det interessant at samarbejde med os, fordi vi kan bidrage med viden, som de ikke kan få andre steder. Samlet set er det altså et udtryk for, at vi laver forskning i international klasse, udtaler DTU’s prorektor Anders Bjarklev.

AAU også i top 10
Foruden den generelle status er opgørelsen inddelt i fem kategorier: Natural Sciences, Engineering Sciences, Life Sciences, Medical Sciences og Social Sciences.

Og på området Engineering Sciences markerer Aalborg Universitet sig yderligere med en top 10-placering som den eneste danske deltager på listen.

- Vi kan vel godt tillade os at sige, at det ikke ligefrem kommer som et chok for os, at vi er i front med hensyn til forskningssamarbejde. Det har i mange år været et vigtigt indsatsområder på Aalborg Universitet at bringe den nye viden i spil i vores omverden, og her er forskningssamarbejder med private virksomheder et meget vigtigt element. Og vi ved fra mange andre sammenhænge, at vores tilgang til området nyder stor respekt i erhvervslivet, siger rektor Finn Kjærsdam.

Fakta: De danske universiteters placering i Europa
Top 10: Danmarks Tekniske Universitet
Top 25: Københavns Universitet
Top 25: Aalborg Universitet
Top 100: Syddansk Universitet
Top 200: Aarhus Universitet

Kilde: Centre for Science and Technology Studies, Universiteit Leiden
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125