Siden 2014 har fjernvarme- og elsektoren haft en aftale om bæredygtig biomasse. Det er en aftale, der har stillet skrappe krav til energiselskaberne om udelukkende at anvende biomasse, der opfylder en række krav om bæredygtighed.

Med denne aftale i ryggen er energiselskaberne lykkedes med at udfase langt der meste kul i de små, mellemstore og flere store byer.

Siden denne aftale blev indgået, har den energiteknologiske udvikling taget et tigerspring. Varmepumper, solvarme, geotermi, udnyttelse af overskudsvarme og en række andre teknologier er udviklet og kan i dag træde i stedet for biomasse i de store byer, der ellers hidtil har lignet den eneste løsning i de store byer.

I de små og mellemstore byer er udfordringen en helt anden. De mister om blot 3 måneder det grundbeløb, de hidtil har modtaget for at holde hånden under elforsyningssikkerheden, og deres kunder kan derfor se frem til massive prisstigninger.

Det har været en politisk beslutning at lade grundbeløbet ophøre. Og derfor tror jeg også, at politikerne føler sig forpligtet til at finde en løsning, der kan afholde forbrugerne for de største prisstigninger. Der er i alle tilfælde afsat flere puljer til at håndtere strandede omkostninger til, når fjernvarmeselskaber må gå konkurs, der er afsat penge til at hjælpe forbrugerne over på andre løsninger, og der er sat penge af til rådgivning af de selskaber, der kan omstille deres produktion.

Det sidste er interessant. For fjernvarmeselskaberne, der har sikret, at deres forbrugere altid har varme i deres radiatorer, vil gerne omstille deres produktion og slippe ud af den tabsgivende forretning, det er at sikre elforsyningssikkerheden. For langt, langt de fleste fjernvarmeselskaber er løsningen at investere i en eldrevet varmepumpe. Sådan kan de udnytte overskudsvarme eller udnytte andre varmekilder, hvormed de kan sikre deres forbrugere fortsat konkurrencedygtige priser. For andre er der ikke så mange andre muligheder end at investere i biomassefyret varmeproduktion. Her møder de så en anden og ny politisk udfordring, nemlig at politikerne nu vil indføre nye skærpede krav til, hvilke selskaber, der allernådigst må omstille til biomasse. Biomasse skal med andre ord begrænses.

Forældet krav giver massiv biomasseudbygning
Hvis de selskaber, der snart mister grundbeløbet, skifter halvdelen af deres nuværende naturgasfyrede varmeproduktion ud med biomasse, vil det betyde et merforbrug på cirka 340.000 ton træflis. Det kan man selvfølgelig godt synes er meget.

Men hvis man fastholder, at kraftvarmekravet i de centrale områder skal opretholdes, kan det få den konsekvens, at energiselskaberne ikke har andre muligheder end at investere i nye biomassefyrede kraftvarmeværker. Det vil give cirka 6 gange så meget biomasse alene i de tre byer, der står overfor at skulle udfase deres kulbaserede varmeforsyning.

Det er ikke fordi, der ikke findes alternativer til en biomassebaseret varmeforsyning i de store byer. For det gør der. Der er ønske om at investere i store eldrevne varmepumper, geotermi, solvarme og en lang række andre energiformer. Og endelig har selskaberne givet udtryk for, at hvis de ikke er i mål med at sikre en forsyningen for deres kunder, da vil de supplere op med biomassefyret varmeproduktion. Men altså slet, slet ikke i en skala som vi vil se det, hvis kraftvarmekravet opretholdes.

Vi forstår, at der rent politisk er et ønske om at begrænse brugen af biomasse. Det er et helt legitimt synspunkt. Men hvis det er en del af målet med den nye energiaftale, bør vi så ikke også anerkende, at den begrænsede mængde biomasse, som man politisk accepterer, kommer i spil, anvendes der, hvor den gør størst gavn i stedet for at opretholde forældede krav, der vil tvinge biomasse frem i nogle mængder, som ingen ønsker?

Vi siger derfor nej tak til tvungen anvendelse af massive mængder biomasse, og ja tak til smart brug af biomassen, hvor vi anvender den der, hvor den gør størst gavn.

Artiklen er en del af temaet Klumme.