Ørsted opretter ny forretningsenhed
Ørsted har netop afsluttet sit køb af Lincoln Clean Energy LLC (herefter LCE). I forlængelse her af oprettes en ny forretningsenhed Onshore Wind, der vil være et særskilt segment i Ørsted forretning.
I starten vil LCE være eneste aktivitet i Onshore Wind.
Ole Kjems Sørensen, Executive Vice President og medlem af Ørsteds koncernledelse, er udnævnt til at lede Onshore Wind. Derudover vil han fortsat stå i spidsen for Ørsteds Corporate Development og M&A-aktiviteter.
Samtidig med oprettelsen af Onshore Wind ændrer Ørsted navnene på sine eksisterende forretningsområder til Offshore Wind (tidligere Wind Power), Bioenergy (tidligere Bioenergy & Thermal Power) og Customer Solutions (tidligere Distribution & Customer Solutions).
Onshore vind for 3,7 milliarder kroner
Ørsted har købt LCE af det globale investeringsselskab I Squared Capital for en pris på 3,7 milliarder kroner (580 millioner dollars (enterprise value)).
LCE har base i USA og udvikler, ejer og driver landvindmølleparker. LCE har en portefølje inden for både sol og vind på 513 MW, som er blevet sat i drift for nylig; 300 MW, der er under opførelse samt en projektportefølje på mere end 1,5 GW, der vil kunne bygges inden udgangen af 2022.
Trods den store investering i landvind, understreger Ørsted i en mail til Energy Supply, at havvind vil være selskabets klart største forretningsområde mange år fremover.
Om Lincoln Clean Energy • LCE er udvikler af landvindprojekter i USA med kontorer i Chicago, Illinois, og Austin, Texas. • LCE blev grundlagt i 2009 af administrerende direktør Declan Flanagan og har siden da udviklet vedvarende energiprojekter på i alt 1,8 GW i Californien, New Jersey og Texas. I 2017 var LCE den største vindudvikler i USA, som ikke var et forsyningsselskab. • LCE ejer dels en portefølje af aktiver inden for sol og vind på 513 MW, der er idriftsat for nylig, dels en portefølje af vindaktiver på 300 MW, som er under opførelse - primært i Texas. På alle projekter er der indgået langsigtede aftaler om aftagelse af elproduktionen med økonomisk velfunderede aftaleparter. • LCE ejer også en portefølje af udviklingsprojekter på mere end 1,5 GW, som er fordelt på de vindrige amerikanske markeder ERCOT, SPP og MISO. |